Erhverv

Store vækstplaner for nyt taxaselskab har fået corona-tæv

Taxafirmaet Viggo gik på gaden i oktober med ambitioner om hurtigt at indtage København og flere andre byer med el-drevne taxaer. Nu har coronakrisen gjort det svært at udleve planerne.

Kenneth Herschel, adm. direktør for Viggo, regner stadig med at kunne tredoble antallet af taxaer til 150 inden udgangen af 2020, selvom coronakrisen har gjort ondt. Foto: PR

Der manglede ikke ambitioner tilbage i oktober ved lancering: 200 Viggo-taxaer skulle i løbet af 2020 køre i København. I løbet af foråret skulle der rejses et ’større millionbeløb’, så Viggo kunne udvide til fire andre byer i løbet af 2020. Og omsætningen i taxaerne skulle ramme 200 mio. kr.

Det er endt lidt anderledes, ikke mindst på grund af coronakrisen, som lagde taxabranchen næsten helt død i en periode, og som stadig gør ondt på grund af de manglende turister og tilrejsende forretningsrejsende.

Viggo
  • Lanceret i oktober 2019 i København som første taxaselskab med kun el-biler.
  • Ejet af Nurt Agency, Philip Mourier fra Semler Gruppen, tidl. Tesla-direktør Peter Bardenfleth-Hansen samt flere ledende medarbejdere.
  • Ejerkredsen har skudt 7 mio. kr. i Viggo, og Vækstfonden 4 mio. kr.
  • I dag er der 54 Viggo-taxaer på gaden, og målet er 150 i løbet af 2020.
  • Tanken har fra starten af været at ekspandere til flere byer i Danmark og Skandinavien. En ny kapitalrunde i løbet af årets fjerde kvartal skal gøre det muligt.

Men ambitionerne er ikke droppet, de er bare sat lidt tilbage, siger Kenneth Herschel, direktør for Viggo.

»Vi fik rykket 3-4 gode måneder ud af vores tidsplan, så vi når ikke de 200 biler. Men vi er på vej i fuldstændig samme retning som før. Vores interne målsætning er at nå op på 150 inden udgangen af 2020, og vi arbejder også stadigvæk på en kapitalrunde,« forklarer han.

I dag har Viggo 54 biler på gaden, og 15 nye er på vej ind, oplyser direktøren. Alle el-drevne, for det er en del af Viggos koncept, der falder godt i hak med en stigende efterspørgsel hos store erhvervskunder på grøn transport. Ved at skifte kørsel i traditionelle diesel-taxaer ud med eldrevet transport kan virksomheder således plotte CO2-besparelsen ind i deres CO2-regnskab.

Og selvom der ikke er så meget at lave som normalt på gaden – i juni måned lå aktiviteten således 30 pct. under normalen fra før corona-nedlukninger – tror Kenneth Herschel på, at det er muligt at vokse imens.

Taxaerne er ved at blive gjort coronasikre på mere fast basis, i stedet for de midlertidige løsninger med plastskærme, der kom op hurtigt i marts måned.

»Vi tror, at det her bliver mere permanent de næste par år. Så vi er forberedt på en bølge 2. Forsædet bliver lukket op igen, og vores chauffører får masker, de tager på, hvis forsædet er i brug,« siger Viggo-direktøren.

Der er også åbnet op for andre indtægtskilder end traditionel taxakørsel, for eksempel at køre pakker, og en mulighed for at dele en taxa med andre, der skal samme vej, er ved at blive udviklet. Viggo adskiller sig nemlig – ifølge Kenneth Herschel – fra andre taxaselskaber ved et helt andet fokus på data og en fleksibel it-platform nedenunder.

»Vi har brugt over 10 mio. kr. på at udvikle vores tech-platform, og vi identificerer os selv som et tech-selskab. Vi er betydeligt mere end et taxaselskab,« siger han.

De store taxaselskaber arbejder også på at skifte diesel ud med el, og Dantaxi – den største spiller i Danmark – har for eksempel tre gange så mange el-taxaer som Viggo. Så med tiden vil det ikke være el-drift, men for eksempel nye produkter og bedre flådestyring, som skal adskille Viggo, lyder argumentet. Her har resten af branchen ikke vist den store lyst til forandring, mener direktøren.

Der har været inspiration fra Uber til, hvordan man kan gøre nogle ting anderledes. Men det har der i branchen ikke været meget ønske om.

Kenneth Herschel, Viggo

»Der har været inspiration fra Uber til, hvordan man kan gøre nogle ting anderledes. Men det har der i branchen ikke været meget ønske om. Vi oplever ikke, at de andre har haft lyst til at ændre deres teknologiske platform eller for eksempel køre med pakker,« siger han.

Nu er næste trin for Viggo at rejse kapital og så bevæge sig ud i flere byer.

»Lige så snart vi har vores forretningsplan klar, går vi ud og går i gang med at rejse et større millionbeløb. Det forventer vi sker i fjerde kvartal. Og vi har to nye byer under planlægning. En anden dansk by og en skandinavisk,« siger Kenneth Herschel.

BRANCHENYT
Læs også