Erhverv

Københavnsk hotel konkurs

Allerede inden coronakrisen var hotellets økonomi meget anstrengt.

Guldsmeden Hotels omfatter således nu fem hoteller i København, et i Aarhus, Oslo og Berlin samt to i Reykjavik. PR-foto.

Endnu en konkurs har ramt den danske hotelbranche. Denne gang er det et af Guldsmeden-kædens franchisehoteller, Bertrams Guldsmeden i København, som er erklæret konkurs.

Det oplyser Guldsmeden Hotels i en pressemeddelelse.

Bertrams Guldsmeden var tidligere ejet af hotelægteparret Marc og Sandra Weinert, som står bag den succesfulde hotelkæde Guldsmeden. Parret solgte hotellet fra i 2009 og har siden drevet det i samarbejde med den nye ejer.

»Vi har naturligvis gjort alt for at hjælpe vores franchise-indehaver med at finde en redningsplan, men 6-dages-reglen og de lukkede grænser gjorde det ulykkeligvis umuligt. Vi må derfor sige farvel til hotellet,« skriver Guldsmeden Hotels i pressemeddelelsen.

Allerede inden coronakrisen ramte hotelbranchen med en voldsom fart og kraft, var Bertrams Guldsmeden økonomisk presset. Da hotellet i november sidste år aflagde regnskab, skrev revisoren, at der var væsentlig usikkerhed om hotellets evne til at fortsætte driften.

»Selskabets likviditet er meget anstrengt,« skrev revisoren og hæftede sig ved hotellets forholdsvis store kortfristede gæld.

Konkursen i Bertrams Guldsmeden får ingen betydning for de øvrige Guldsmeden-hoteller.

»De berørte gæster vil blive tilbudt at flytte deres overnatninger til et af de fire åbne Guldsmeden-hoteller i København,« skriver hotelkæden.

Guldsmeden Hotels omfatter således nu fem hoteller i København, et i Aarhus, Oslo og Berlin samt to i Reykjavik. Øvrige franchise-hoteller er hotellerne i hhv. Aarhus og Reykjavik.

»Guldsmeden Hotels-gruppen er indtil videre ikke i vanskeligheder – dog kan det ikke pointeres nok, at den vilkårlige og uforklarlige 6-dages-regel er en hidtil uset udfordring for vores branche,« skriver kæden.

BRANCHENYT
Læs også