Erhverv

2019 blev rekordår for fynsk dessertvirksomhed

En høj dansk afgift har betydet, at Odense Marcipan har spejdet mod udlandet - med stor succes til følge.

En stigende eksport til lande som Norge, Sverige og Tyskland var med til at gøre 2019 til et rekordår hos dessertvirksomheden Odense Marcipan. Foto: Odense Marcipan

2020 er gået op og ned for den fynske virksomhed Odense Marcipan, men hvis man ser nærmere på regnskabet for 2019, har det aldrig set bedre ud for dessertforretningen.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Sidste år voksede overskuddet med 10 millioner og nåede dermed op på 38 millioner kroner før skat, hvilket er Odense Marcipans største ordinære overskud nogensinde.

I 2017 var overskuddet teknisk set større, men årsagen skyldtes en indtægt på 16 millioner kroner, der kom efter et salg af et datterselskab i Italien.

Odense Marcipan oplevede en række hårde år efter finanskrisen, og selvom virksomheden i dag står langt stærkere, fortæller Niels Søgaard, der er administrerende direktør i Odense Marcipan, at størstedelen af indtægterne ikke kommer fra danskernes bagelyst.

Årsagen til det store overskud skyldes derimod en stigende eksport til nabolandene Sverige og Norge, mens man også sælger godt i Tyskland, England, USA og Frankrig, fortæller Niels Søgaard til avisen.

»Salget i Danmark er hårdt ramt af den høje danske afgift, som ikke kendes i vores nabolande,« siger Niels Søgaard til Fyens Stiftstidende.

Den danske afgift på marcipan er siden 2010 steget fra 14,20 kroner pr. kg. til 25,97 kroner i 2020.

Coronakrisen kan samtidig mærkes hos delikatessekoncernen, der har mistet en del af sit salg til caféer, kantiner og restauranter. Derfor forventer Odense Marcipan en nedgang i regnskabet for 2020.

Odense Marcipan er ejet af den store norske Orkla-koncern.

BRANCHENYT
Læs også