Erhverv

Trifork køber den danske it-succes Nine

Med salget håber Nine på at stå stærkere i konkurrencen med de helt store spillere på markedet for større it-løsninger.

Christian Hoffmann og Jacob Strange (th.) stiftede sammen med Finn Peder Hove it-virksomheden Nine i 2007. Foto: PR

It-konsulentvirksomheden Nine har solgt majoriteten af dens aktier til den internationale it-koncern Trifork.

»Det er en del af en strategi, hvor vi gerne vil være det naturlige alternativ til nogle af de store etablerede spillere i markedet,« siger adm. direktør Jacob Strange fra Nine, som senest havde et overskud efter skat på 26,5 mio. kr.

Nine har siden stiftelsen i 2007 udviklet samfunds- og forretningskritiske it-løsninger. Størrelsen har dog sat grænser for, hvilke ydelser selskabet har kunnet tilbyde, og med sammenlægningen med Trifork håber direktøren på, at Nine bliver mere konkurrencedygtig på de store samfundsopgaver.

»Vi har størrelsesmæssigt været lige det mindste i forhold til at konkurrere med de helt store spillere, fordi vi på eksempelvis driftsydelser har været afhængige af at finde andre partnere. Det er ikke optimalt, når man gerne vil være med på de store, kritiske offentlige projekter i Danmark. Den nye familierelation med Trifork kommer til at gøre, at vi nu for alvor kan bide de store spillere i haserne, fordi Trifork har nogle af de ydelser, vi mangler,« siger adm. direktør Jacob Strange.

Købssummen i handlen er ikke oplyst, men Jacob Strange afslører dog, at han »er godt tilfreds med handlen.«

For den adm. direktør og resten af Nine har det været vigtigt at finde den helt rigtige partner. Mange har været interesseret i at købe sig ind i selskabet gennem tiden, men de har ventet, til det helt rigtige tilbud kom på bordet.

»Vi har været i en luksussituation, hvor vi har kunnet prioritere og vælge, fordi der gennem tiden har været rigtigt mange interesserede. Vi vælger meget bevidst at gøre det nu, fordi vi er i en situation, hvor vi ikke er tvunget til det. Det har på den måde været et aktivt valg og en del af en meget bevidst strategi, som skal være med til at bringe os op på næste niveau,« siger Jacob Strange.

Også på den anden side af bordet er der stor tilfredshed at spore omkring handlen, som forventes at udmunde i et stykke profitabelt samarbejde.

»Nine har igennem mange år vist, at de er meget kompetente og yderst vellidte hos deres kunder. Vi glæder os meget til et endnu tættere samarbejde og tror på, at vi sammen med Nine har fundet den rette partner til den fremtidige udvikling,« udtaler adm. direktør og grundlægger af Trifork, Jørn Larsen. i en pressemeddelelse.

Nine blev stiftet i 2007 af Christian Hoffmann, Jacob Strange og Finn Peder Hove. Sidstnævnte forlod selskabet i 2016 og overdrog sine anparter til medstifterne og nøglemedarbejdere.

Nine beskæftiger 115 medarbejdere.

Ledelsen i Nine fortsætter uændret, og den nuværende ejerkreds, som udgøres af ledende medarbejdere og nøglemedarbejdere, fortsætter deres ejerskab med samlet 30 pct. af selskabet.

BRANCHENYT
Læs også