Coop-chef: Nyt navn til alle butikker står ikke højt på min dagsorden
Kræn Østergaard Nielsen vil som ny topchef hellere arbejde med indhold i butikkerne end nye facadeskilte. Dermed ser han ikke behov for en plan om fælles Coop-navn i kæderne.
En plan om at lade koncernens kæder optræde under navnet Coop står slet ikke højt på agendaen hos den nye topchef. Tværtimod mener Kræn Østergaard Nielsen som nyudnævnt adm. direktør for dagligvarekoncernen, at det er vigtigere med fuldt fokus på indholdet i butikkerne end udskiftning af facadeskilte.
Gennem nogle år har ellers internt i den medlemsejede koncern været diskussioner om netop at få Coop-navnet frem i alle kædenavne. Coop består af dagligvarekæderne Fakta, SuperBrugsen, Kvickly, Irma og Dagli’Brugsen.
I 2019 besluttede koncernen således at teste navnet Coop Hverdag på 10 Fakta-butikker. Derudover blev én SuperBrugsen omdannet til testkonceptet Coop Mad.
På de interne linjer arbejdes der ihærdigt og på højtryk med projektet CoopOne. Det går på samarbejde bag facaden og mellem kæder - lige fra indkøb og sortiment til reklameaviser, it og andre funktioner. Beslutningen, om hvorvidt et navneskifte skal gennemføres, er oprindelig udskudt til strategiperioden 2021-24.
Kræn Østergaard Nielsen, der netop er forfremmet fra finansdirektør til adm. direktør som afløser for afskedigede Peter Høgsted, fastslår dog, at et stort navneskiftet, hvor Coop kommer frem i alle kæder, ikke ligger højt på prioriteringslisten.
»Der har været en ide om, at alle kun skulle hedde Coop på facaden. Det har jeg svært ved at se for mig. Og jeg fornemmer ikke, at det er, hvad vores kunder efterspørger lige nu. Dermed står det heller ikke højt på min dagsorden. Mit fokus er mindre på facader - men mere på hvad der sker inde i butikkerne for kunderne,« siger Kræn Østergaard Nielsen. Han fortsætter:
»Jeg ser ikke, at vi skal bruge krudt på et stort facadeskift i den aktuelle situation.«
Coop Danmark har for få uger siden lanceret en ny discountkæde under navnet Coop 365, hvor i første omgang 13 af koncernens Fakta-butikker er omdannet til det koncept. Målet er derefter først i 2021 at lægge en plan for kæden og omdannelse af flere butikker fra enten Fakta eller andre kæder til den.
Coop 365 er lanceret som koncernens angreb på markedet for lavprissupermarkeder og discount, hvor netop Fakta har haft det svært ved at brænde igennem i konkurrencen mod især Netto og Rema 1000.
Kræn Østergaard Nielsen fastslår, at navnet Coop 365 er velvalgt til den kæde. Det bygger nemlig videre på kædens vareserie af lavpris økologiprodukter under navnet Coop365. Men at det er et emne for sig og ikke har sammenhæng med de tidligere overvejelser om et mere fælles kædenavn.
Den nye Coop-chef understreger samtidig, at arbejdet internt med at arbejde på tværs af kæder med ikke mindst fælles sortiment og indkøb kører i fuld fart. Kræn Østergaard Nielsen siger:
»CoopOne er i god gænge og en stor øvelse, men vi er fortrøstningsfulde. Det kan virkelig give gode synergier og resultater, når vi kommer på den anden side af implementeringen.«