Medicinmilliardær overdrager stor aktiepost til sine tre børn
En kæmpe klump aktier skifter hænder i milliardkoncernen Orifarm, hvor stifterens tre børn nu rykker et skridt tættere på den den ultimative magt.
En af Danmarks rigeste erhvervsmænd overdrager nu en stor aktiepost til sine tre børn.
Hans Bøgh-Sørensen har nemlig gennemført tredje del af generationsskiftet i milliardkoncernen Orifarm Group og overført en stor portion aktier til næste generation.
»Stolt er ikke et ord, jeg bruger ret tit. Jeg er glad for, at børnene har købt ind i det tankesæt, vi præsenterede for dem i forbindelse med den første overdragelse i 2016. Det er det, som er baggrunden for, at vi nu tager næste skridt,« siger Hans Bøgh-Sørensen, ejer og bestyrelsesformand i Orifarm Group.
Børnene har været med til at tage beslutningen om handlen med Takeda, og derfor skal de også være med til at tage ansvaret.
Ifølge Michael Staal, partner i firmaet BoardPartner, som bl.a. rådgiver virksomheder om ejerskifte og bestyrelsesarbejde, er der ikke en rigtig eller en forkert måde at gennemføre et generationsskifte på.
Det vigtigste er at være åben omkring, hvorfor man gør, som man gør. Det handler om ledelse og kommunikation.
»Det er helt centralt, at man indvier alle, der bliver berørt af det. Det gælder både medarbejdere, kunder og leverandører. Hvis ikke der er opbakning fra medarbejderne, bliver det noget nær umuligt for børnene, uanset hvor dygtige de så ellers er,« siger Michael Staal.
Den fynske milliardkoncern tjener i dag hovedsageligt sine penge på parallelimport af medicin og har de seneste år oplevet en voldsom vækst.
Priserne på originalmedicin kan svinge meget fra land til land, og ved at købe lægemidlerne i et land til en lavere pris kan Orifarm sælge dem videre i et andet land med fortjeneste.
I det seneste fulde regnskabsår omsatte Orifarm f.eks. for 7,3 mia. kr., mens overskuddet efter en pæn stigning stadig ”blot” landede på 339 mio. kr. efter skat. Størstedelen af den omsætning kom netop fra parallelimport af medicin.
Det er imidlertid et forholdsvis risikabelt område med en meget lav overskudsgrad, og bl.a. derfor gennemførte Orifarm i foråret 2020 det største opkøb i virksomhedens historie.
Her betalte Orifarm op til 4,6 mia. kr. for rettighederne til godt 110 lægemidler, herunder Pamol, Kodimagnyl og Zymelin, og to fabrikker fra japanske Takeda.
Det opkøb forventes at lægge yderligere 1,7 mia. kr. til omsætningen, men vigtigst af alt bidrager det til at skabe en langt bedre balance i virksomheden.
Området for håndkøbsmedicin og kopimedicin vil, når opkøbet forventeligt vil gå endeligt igennem inden for de kommende måneder, spille en langt større rolle.
Hvis ikke der er opbakning fra medarbejderne, bliver det noget nær umuligt for børnene, uanset hvor dygtige de så ellers er.
Med det store milliardopkøb fra Takeda vil produktion og salg af generiske lægemidler blive tredoblet og udgøre ca. 25 pct. af koncernens samlede omsætning og forventeligt en langt større del af indtjeningen.
Ifølge Hans Bøgh-Sørensen siger det sig selv, at børnene har været en stor del af aftalen med Takeda.
Den transaktion er så stor, at der ifølge ejeren ligger en kæmpe opgave foran Orifarm, hvis handlen bliver godkendt af konkurrencemyndighederne.
»Den opgave rækker ind i næste generation, og det har været afsættet. Børnene har været med til at tage beslutningen om handlen med Takeda, og derfor skal de også være med til at tage ansvaret,« siger Hans Bøgh-Sørensen.
Efter den seneste overdragelse sidder hver af de tre børn på 30 pct. af aktierne og 15 pct. af stemmerne.
Orifarm har hovedsæde i Odense og beskæftigede indtil opkøbet fra Takeda ca. 1.200 medarbejdere.