Erhverv

Kendt burgerkæde med rekordoverskud - overvejer muligheder for nye filialer

Grillen Burgerbar har efter rekordstort resultat på bundlinjen øjnene rettet mod muligheden for at åbne nye burgerbarer i specielt København og omegn.

Grillen Burgerbar har noteret et overskud på 1,7 mio. kr.

Grillen Group har i det seneste år haft stor succes med at drive dets burgerbarer, og det har lønnet sig på bundlinjen.

I et netop aflagt regnskab præsenterer Grillen Group således et rekordresultat efter skat på knap 1,7 mio. kr. trods coronaeffekter.

»Det er dejligt positivt, at vi kan få rekord trods disse tider. Det gode resultat er dog primært drevet af de første otte måneder før epidemien,« siger direktør Thomas Rasmussen.

For et par år siden skar Grillen Group som konsekvens af lunkne tider ind til benet på blandt andet administrationen, og det medførte et behov for at udvikle nye it-systemer for eksempelvis takeaway-afdelingen.

Det viste sig at være god timing, for da statsminister Mette Frederiksen i marts gik på talerstolen og erklærede nedlukning af det coronaramte Danmark, var burgerkæden godt rustet.

»Vi har været mere omstillingsparate på grund af de nye systemer, vi har fået udviklet. Det har gjort, at vi hurtigere har kunnet dreje på knapperne og indstille os på, at vi ikke længere skulle drive restauranter, som vi er vant til, men derimod fokusere på vores takeaway,« siger direktøren.

Faktisk har coronakrisens vanskeligheder blot bekræftet direktøren i, at det er det rigtige koncept, Grillen Group har fat i.

»Vi kan se, at der er lys for enden af tunnelen, og vi har helt klart fået en stærkere tro på vores koncept ved at se, at vi kan komme gennem en situation som denne her,« siger Thomas Rasmussen.

Da Danmark den 12. marts gik i nedlukning som konsekvens af coronaens indtog, var Thomas Rasmussen og den øvrige ledelse af Grillen Group i fuld gang med at lede efter nye lejemål til spritnye filialer.

Faktisk var forhandlingerne allerede indledt, men da coronabomben sprang, blev de aflyst.

Nu er burgerkæden atter på udkig efter mulige lejemål, som kan bruges til at udbygge kædens portefølje af burgerbarer.

»Vi har ikke noget underskrevet i bogen, men vi er løbende ude og kigge. Hvis det rigtige tilbud lå på bordet i morgen, ville vi være klar til at kigge på sagen,« siger direktøren for Grillen Group, der primært overvejer mulighederne for nye filialer i København og omegn.

Grillen Group har i forvejen burgerbarer i København, Aarhus, Aalborg, Herning og Vejle.

BRANCHENYT
Læs også