Erhverv

Ny ISS-chef fastholder forventningerne til 2020

Servicekoncernen havde en negativ organisk vækst på 8,7 pct. i tredje kvartal - det er bedre end forventet.

ISS har haft et hårdt år efter mange virksomheder måtte lukke ned og sende medarbejderne hjem og yderligere lockdowns truer. Foto: ISS

ISS klarede sig bedre end frygtet i årets tredje kvartal. Den organiske vækst landede på minus 8,7 pct., hvor gennemsnittet af analytikere havde ventet et minus på 9,5 pct.

Efter de første ni måneder af regnskabsåret fastholder ISS derfor sine forventninger til hele året om en organisk vækst på minus 6-8 pct. og en "marginal positiv driftsmarginal, når man ekskluderer restruktureringsomkostninger på 2 mia. kr.", skriver selskabet i sin trading update for 3. kvartal.

»Vi står over for et hidtil uset og udfordrende miljø med nye COVID-19 infektionsbølger og lockdowns i de fleste af vores geografiske områder. Vores fokus er fortsat på at betjene kunder og samfund på en sikker måde gennem denne vanskelige tid. Som en global leder har vi et ansvar for at hjælpe samfundet med at bryde infektionskæden, og vi bruger vores viden om storstilet rengøring, desinfektion og arbejdspladserfaring til at støtte vores kunder,« siger topchef Jacob Aarup-Andersen fra ISS A/S.

Omsætningen for de fortsættende aktiviteter blev på knap 17,2 mia. kr.. det er væsentligt under niveauet på 19,8 mia. kr. fra samme periode i 2019. Det var også en kende under analytikernes forventninger om 17,4 mia. kr.

»På trods af de svære globale omstændigheder, bekræfter vi vores forventninger til året. Vi er ikke tilfredse med vores driftsmæssige performance i det forgangne år, og vi arbejder hårdt på at forberede forretningen på de kommende år. Inklusiv at fokusere på at sikre, at væksten kommer med den rette indtjening og cash flow,« lyder det fra Jacob Aarup-Andersen.

ISS forventer, at de "coronakrise relaterede omkostninger" vil beløb sig til mellem 1,2 og 1,4 mia. kr. Dertil kommer engangsomkostninger på mellem 1,8 og 2,1 mia. kr. til blandt andet at dække underskud på tabsgivende kontrakter i Danmark og til en kontakt med Deutsche Telekom.

Det giver samlede omstrukturerings- og engangsomkostninger på mellem 3,0 og 3,5 mia. kr. for hele 2020. Det er især i andet halvår, at den post er accellereret. I først halvår lød beløbet på blot 0,8 mia kr.

»Mens retningen af vores strategi er rigtig, så foretager vi i øjeblikket en gennemgang af selve strategien og vores driftsmodel. De vigtigste konklusionerne af den gennemgang vil vi dele med omverdenen i december. Jeg er overbevist om, at vi kommer stærkere ud på den anden side af den nuværende modvind og vil fremstå som en styrket global markedsleder inden for tjenester, innovation og mennesker,« siger Jacob Aarup-Andersen.

Jacob Aarup-Andersens hentydning til december relaterer sig til, at koncernen vil afholde en telefonkonference - Strategy Refresh - for sine investorer den 16. december.

BRANCHENYT
Læs også