Serier

Trump raser over timing af vaccinenyhed

Donald Trump anklager Pfizer og de amerikanske sundhedsmyndigheder for at vente med nyheden om en mulig coronavaccine til efter præsidentvalget.

Corona rammer verden
Donald Trump er bestemt ikke tilfreds med tidspunktet for offentliggørelsen af en potentiel coronavaccine. Foto: Carlos Barria

Mandag ramte den nyhed, som verden har ventet på. At en coronavaccine er tæt på at lande og snart kan komme i produktion.

Først reagerede den siddende amerikanske præsident Donald Trump med glæde over nyheden fra amerikanske Pfizer og tyske Biontech, som står bag den lovende vaccinekandidat.

Siden vendte glæden sig til frustration over timingen for Trump. Natten til tirsdag dansk tid har han på Twitter raset over, at den positive vaccinenyhed blev delt med verden få dage efter præsidentvalget i USA.

»Som jeg har sagt i lang tid, ville Pfizer og andre annoncere en vaccine efter valget, fordi de ikke havde modet til at gøre det før. Ligeledes skulle FDA (de amerikanske sundhedsmyndigheder, red.) have annonceret det tidligere, ikke af politiske grunde, men for at redde liv,« skriver Donald Trump på Twitter.

Derefter skriver han, at hvis USA’s kommende regeringsleder Joe Biden var præsident allerede nu, ville vaccinen ikke være klar i løbet af de kommende fire år grundet bureaukrati.

»FDA og Demokraterne ville ikke have, at jeg skulle have en vaccinesejr før valget, så i stedet kom den (vaccinenyheden, red.) ud fem dage efter - ligesom jeg har sagt hele tiden,« skriver Donald Trump videre på Twitter.

Pfizers topchef, Albert Bourla, afviser dog, at timingen af vaccinenyheden har noget med politik at gøre. I et interview med CNN forklarer han, at han først fik præsenteret de foreløbige resultater af studiet i søndags.

Medicinalkæmpen Pfizer kunne mandag meddele, at den første analyse af et fase 3-studie af en potentiel coronavaccine viser en effekt i mere end ni ud af ti tilfælde.

Det vil sige, at vaccinen forhindrede mere end 90 procent af smittetilfældene.

Selskaberne bag studiet, Pfizer og Biontech, er begge stærkt opmuntrede over resultaterne.

»Dette er en stor dag for videnskaben og menneskeheden,« sagde Albert Bourla, topchef i Pfizer, mandag i meddelelsen.

BRANCHENYT
Læs også