Statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde om coronasituationen kl. 18. Følg det her på Finans.dk.

Pakkeleverandører som Postnord og Bring ruster sig til markedspres fra Amazon

Med Amazons indtog på det svenske marked forbereder pakkeleverandører sig på en ny æra, hvor prispres, krav om lynhurtig levering og smidig service er den nye norm.

Svenske logistikspillere skal med Amazons indtog fremadrettet levere hurtigere og bedre service til gode priser, lyder forventningen. Foto: AP

Amazon er trådt ind på det svenske marked, og det vil lægge pres på den nordiske pakkelogistiksektor på en række parametre.

Sådan lyder forventningen fra en bred skare af spillere i branchen, som gør sig klar til nye tider i pakkeindustrien.

»Jeg tror, de lægger pres på markedet overordnet set i forhold til priserne, serviceniveauet og leveringskapaciteten, hvis de vil vokse med den hastighed, de er vokset i andre markeder som Tyskland og Storbritannien,« siger Per Öhagen.

Han er koncerndirektør for e-handel og logistik hos den norske pakkeleverandør Bring, der også opererer i Danmark og Sverige.

Bring har brugt en del kræfter på at blive »Amazon-parat«. For selvom Amazons indtræden på markedet højst sandsynligt vil bidrage med en større vækst i e-handlen, så skal pakkeleverandørerne også forvente et pres fra Amazon.

»Det er noget, vi er meget opmærksomme på,« siger han.

Amazon vil absorbere omkostningerne, og de vil også lægge stort pres på leveringsselskaberne om at sænke omkostningerne.

Daniel Ovin, analytiker i Nordea

Amazon har i flere andre lande bevist, at den amerikanske kæmpe ofte er i stand til hurtigt at erobre store markedsandele af internethandlen efter sit indtog på et marked.

Det sker ved at tilbyde forbrugerne billig eller gratis levering inden for samme dag, hvis de bliver medlem af Amazon Prime, der også giver adgang til gratis streaming af film, serier og musik.

Amazon har ikke lanceret Prime i Sverige endnu, men det kan ifølge koncernen være interessant på sigt.

»Amazon vil absorbere omkostningerne, og de vil også lægge stort pres på leveringsselskaberne om at sænke omkostningerne. Ellers bruger de bare nogle andre til at levere pakkerne,« siger Daniel Ovin, analytiker hos Nordea.

Postnord, som i øjeblikket står for Amazons leverancer og håber at blive ved med det, tror ligeledes, at kravene til pakkelogistikselskaberne stiger.

»Jeg forventer på baggrund af den erfaring, som Amazon har, at de vil komme ind med et krav om fleksibilitet og hastighed,« siger Peter Hesslin, chef for e-handel og logistik i Postnord Sverige, der dog ikke forventer, at priserne kommer under pres.

Spørger man Amazon selv, hæfter koncernen sig ved den vækst, der ofte følger den amerikanske koncern efter et indtog på et nyt marked.

For at fragtselskaberne kan komme med på det væksttog, har I vel også en interesse i at presse priserne og kræve et bedre serviceniveau?

»Jeg tror, at alle e-handelsvirksomheder arbejder på samme måde. Der vil alle bruge de bedste fragtselskaber til de laveste priser, og det tror jeg allerede er tilfældet i Sverige. [...] I sidste ende tager de rationelle, økonomiske beslutninger baseret på, hvilket fragtselskab der leverer den bedste service. Vi er ikke anderledes,« siger Alex Ootes, europæisk ekspansionschef for Amazon.

Netop lanceringen af Amazon Prime kræver, at logistikselskaberne på markedet kan håndtere at levere pakkerne inden for eksempelvis samme dag, siger han.

BRANCHENYT
Læs også