Erhverv

Normal sætter rekord: Vil åbne op mod 50 nye butikker i Danmark

Kæden har netop rundet 2 mia. kr. i omsætning, mens bundlinjen også bugner af kapital.

Normal har 90 butikker i Danmark, men inden længe kan det tal været langt højere. Foto: Marie Ravn

Butikskæden Normal, der sælger alt fra barberblade til stearinlys og telefonopladere, har virkelig succes i øjeblikket.

I et netop aflagt regnskab præsenterede Normal, at butikskæden for første gang i levetiden havde rundet 2 mia. kr. i omsætning.

Dette skriver Børsen.

Kædens forretningsmodel baserer sig på, at man blandt andet importerer varer fra distributører i andre EU-lande til en lavere pris sammenlignet med varer, der er købt i Danmark. Derfor kan kæden forhandle kendte mærkevarer og basisprodukter til lavere priser end konkurrenterne.

Strategien har vist sig at være en vældigt indbringende forretning for den hurtigtvoksende kæde, som ifølge Børsen har til hensigt at åbne op med 50 nye filialer på dansk jord.

»Vi kommer til at skrue tempoet op igen: Vi har et par og 90 butikker i Danmark nu, og vi tror på, at der kan ligge mellem 30 og 50 mere. Vi kan se, at den vækst, vi har i vores butikker, berettiger det, og der er grænser for, hvor mange mennesker vi kan få igennem vores eksisterende butikker,« siger stifter og adm. direktør Torben Mouritsen til Børsen.

Planen er ifølge Børsen, at en større del af butikkerne skal placeres i mindre lokalområder, hvor der ikke også er andre detailforretninger.

Også på bunden landede kæden en solid rekord, idet den før skat tjente cirka 190 mio. kr. ifølge Børsen.

Hovedaktionæren i Normal er Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, der ejer 67 pct. af aktierne. Stifterne Torben Mouritsen og Bo Kristensen har også en del af ejerskabet hver, mens bestyrelsesformand Jan Dal Lehrmann, der er kendt som serieinvestor i DR’s Løvens Hule, også står noteret for en minoritetspost.

Normal blev stiftet i april 2013 og åbnede den første butik i midtjyske Silkeborg. I 2017 kom den første butik i udlandet til verden, da en filial i norske Kristiansand for første gang slog dørene op. Siden er det blevet til et hav at butikker i en række andre lande som Sverige, Holland og Frankrig, og samlet har Normal langt over 200 butikker fordelt på det fem markeder, butikskæden befinder sig på.

BRANCHENYT
Læs også