Erhverv

Skandaleramt pizzakæde med milliontab

Første regnskab for den genetablerede pizzakæde Domino’s Pizza er netop landet, og det er med røde tal på bundlinjen.

Domino’s Pizza har ikke formået at levere et positivt resultat i år. Foto: Steven Senne/AP

Genrejsningen af den skandaleramte pizzakæde Domino’s Pizza er endnu ikke helt fuldbragt, såfremt sorte tal på bundlinjen er målet for de nye, australske ejere.

Selskabet har samlet set tabt 1,9 mio. kr. i det skæve regnskabsår 19/20. Bruttofortjenesten lød på 15 mio. kr. Kæden udgør i alt 13 pizzarestauranter.

Ledelsen skriver, at på trods af den verdensomspændende pandemi og de stramme restriktioner har pizzakæden ikke lidt finansielle tab på krisen.

Pizzakæden regner med at kunne levere et positivt resultat før skat i næste regnskabsår. Det skal ifølge ledelsen gøres ved at åbne flere restauranter og dermed få adgang til en større indtjening. Målet var at åbne 20 nye restauranter i løbet af det første år under den nye ejer, men det blev således kun til 13, og kæden er kun at finde på Fyn og Sjælland.

Domino’s Pizza gik i marts 2019 konkurs. Det skete, efter at TV 2-programmet ”Operation X” afslørede en række kritisable hygiejneforhold i flere af pizzakædens restauranter. Efter at ”Operation X” havde dokumenteret de kritisable forhold, gennemførte Fødevarestyrelsens Rejsehold i september en kontrol på Domino’s Pizzas 30 restauranter. 22 af restauranterne fik sanktioner.

Siden opkøbte det australske selskab Domino’s Pizza Enterprises rettighederne til brandet Domino’s Pizza i konkursboet og blev franchisetager af kæden i Danmark. Aktiverne fra konkursboet blev købt for 2,5 mio. euro, svarende til 18,7 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også