Sportsbrandet Eyda henter investering i “Løvens Hule“
Mette Lyngholm og Casper Jeppesen står bag brandet Eyda, der udvikler træningstøj til kvinder. Nu vil de med ny kapital indtage markeder uden for Danmarks grænser.
I flere år har den midtjyske influencer Mette Lyngholm fået tilsendt træningstøj fra diverse sportsbrands i håbet om, at hun ville dele det på sin profil, hvor omkring 62.000 primært kvinder hver dag følger med i hendes hverdag, familieliv og træning.
Alligevel lykkedes det aldrig den nu 32-årige influencer at finde det rette træningstøj, som sad godt på kroppen uden at være gennemsigtigt eller falde ned under træningen. Derfor besluttede Mette Lyngholm, der også er uddannet personlig træner, sig for at udvikle sit eget træningstøj til kvinder. Tøj, der sidder godt uanset alder, størrelse og træningsform.
»Det var helt oplagt for mig at fokusere på kvinderne, fordi jeg selv er kvinde og ved, hvad jeg forventer af mit træningstøj. Jeg var frustreret over udvalget, og samtidig kunne jeg regne mig frem til, hvilken omsætning de virksomheder, som sendte mig træningstøj nogenlunde fik, hvis jeg linkede til deres produkter på min profil. Derfor tænkte jeg, at jeg kunne gøre det bedre selv,« siger Mette Lyngholm, der sammen med kammeraten Casper Jeppesen lancerede sportstøjsbrandet Eyda i 2018.
Senest har selskabet hentet en investering på samlet 600.000 kr. i DR-programmet ”Løvens Hule”, hvor serieinvestorerne Jesper Buch og Mia Wagner købte sig ind for hver 10 pct. af virksomheden.
Selvom det allerede i første regnskabsår lykkedes Eyda at skabe overskud på bundlinjen, og selskabet i det skæve regnskabsår 2019/2020 præsenterede et overskud på 284.000 kr. efter skat, er der ifølge Jesper Buch større potentiale.
»Eyda kan allerede nu vise meget fine tal, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de tal kan blive enorme, også inden for kort tid. Vi har et godt produkt og en stærk strategi og vision, og så kan det altså stadig godt lade sig gøre at blive store inden for online tøjsalg både i Danmark, men også internationalt,« siger han.
Ifølge stifterne er planen, at Eyda skal indtage det europæiske marked i 2021, hvilket forventes at kunne skabe et millionoverskud i regnskabet for 2020/2021.
»Vores deltagelse i ”Løvens Hule” har ikke handlet så meget om at få et kapitalløft, men mere om udvidelse af vores netværk og vores kompetencer. Med investeringen står vi stærkt til at skalere brandet uden for Danmarks grænser. Hverken Mette eller jeg har bygget store virksomheder før, og derfor har vi behov for dygtige mennesker, som kan hjælpe os videre,« siger Casper Jeppesen.
Ud over Mette Lyngholm og Eydas egen Instagram-profil benytter virksomheden et hold af udvalgte influencers til at udbrede kendskabet til det relativt nyetablerede brand på de sociale medier.
En strategi, som ifølge stifterne har øget omsætningen markant.
»Uden mit netværk via de sociale medier havde vi aldrig været, hvor vi er i dag. Det har været en stor fordel. Jeg er ansigtet udadtil, og jeg tror, at det er vigtigt, at kunderne kan spejle sig og relatere sig til brandet på den måde,« siger Mette Lyngholm, der håber, at Eyda kan bidrage til, at flere danske kvinder føler sig tilpas, som de er.
Selskabet har siden sommer ansat fem nye medarbejdere og forventer i 2021 at kunne levere en tocifret millionomsætning.
Eyda oplyser ikke sin omsætning.