Serier

Store butikker kan være med i ny genåbningsplan

Regeringens egne eksperter i den nye Epidemikommission åbner for, at de store udvalgsvarebutikker på over 5.000 kvm kan lukke flere kunder ind.

Corona rammer verden
Byggemarkedskæden Bauhaus er en af de butikskæder, som aktuelt er underlagt krav om, at kunderne skal bestille tid før en indkøbstur, og at der kun må lukkes én kunde ind pr. 250 kvm butiksareal. Foto: Søren Vendelbo.

Et par ugers højlydte diskussioner i detailhandlen om reglerne for genåbning af landets helt store butikker kan være på vej i glemmebogen.

I hvert fald peger forlydender i retning af, at de store butikker på over 5.000 kvadratmeter indgår i nye overvejelser om en yderligere genåbning.

Genåbningsregler
  • Genåbningsreglerne fastslår, at udvalgsvarebutikker over 5.000 kvm skal reservere 250 kvm pr. kunde. Desuden må kunder kun komme i butikkerne efter tidsbestilling.
  • Arealkravet betyder, at mens en butik på 4.999 kvm må tage imod 249 kunder, må en butik på 5.001 kvm blot huse 20 kunder.
  • Forklaringen er, at genåbningsaftalen blot kræver 20 kvm pr. kunde for udvalgsvarebutikker på 2.000-4.999 kvm.
  • For udvalgsvarebutikker under 2.000 kvm skal der blot være 10 kvm pr. kunde.
  • Genåbningsaftalen er indgået mellem regeringen, SF, Enhedslisten og De Radikale.
Kilde: Virksomhedsguiden

Tirsdag eftermiddag har regeringens eksperter i den nye Epidemikommission lagt en plan frem for næste skridt i genåbningen af Danmark, der måske kan blive aktuel allerede fra mandag i den kommende uge. På listen er ifølge Jyllands-Postens oplysninger bl.a. de store udvalgsvarebutikker.

Fra Christiansborg forlyder det således, at der er gang i forhandlinger mellem regeringen og en række partier om en genåbning fra på mandag om bl.a. de store skoleelever. Heri kan anbefalingerne fra Epidemikommissionen omkring ændrede regler for de store butikker eksempelvis indgå, lyder det.

For to uger siden vedtog regeringen og dens støttepartier en første genåbningsrunde. Den indeholdt, at alle udvalgsvarebutikker under 5.000 kvm – bortset fra butikker i storcentre – kunne åbne den 1. marts efter at have været tvangslukket siden december.

Med i aftalen var også en regel om, at butikker over 5.000 kvm kunne genåbne i begrænset omfang – reguleret ved krav om tidsbestilling for kunder samt et afstandskrav på 250 kvm pr. kunde.

Det krav udløste øjeblikkelige protester fra detailhandlen, og de kulminerede i sidste uge, da byggemarkedskæden Bauhaus meddelte, at den overvejer et erstatningskrav mod staten.

Bauhaus føler sig udsat for en konkurrenceforvridende forskelsbehandling sammenlignet med udvalgsvarebutikker under 5.000 kvm.

Genåbningsreglerne dikterer nemlig, at mens en udvalgsvarebutik på 4.999 kvm må huse op til 250 kunder, må en butik på 5.001 kvm. maksimalt huse 20 kunder, fordi hver kunde skal have netop 250 kvm at boltre sig på.

Mandag var Bauhaus sammen med bl.a. Ilva, Ikea og Dansk Erhverv til krisemøde hos erhvervsminister Simon Kollerup om særreglerne for de store butikker.

Detailaktørerne benyttede bl.a. mødet til at foreslå, at butikker over 5.000 kvm er omfattet af samme regler som butikker på 4.999 kvm, så en møbelbutik eller et byggemarked på eksempelvis 7.000 kvm må lukke op til 250 kunder ind samtidigt.

Simon Kollerup meddelte mandag efter mødet, at der allerede regnes på de næste åbningsscenarier, hvorfor han håber, at »vi snart får mulighed for at åbne mere op«.

Regeringen har tidligere meddelt, at man venter, at en yderligere genåbning kan finde sted fra den 6. april.

BRANCHENYT
Læs også