Erhverv

Erhvervslivet om nyt coronapas: Det er et 12-tal

Dansk Erhverv roser det nye coronapas for at være enkelt, sikkert og effektivt.

Det nye coronapas er blevet lavet til en QR-kode, som kan scannes.

Det nye coronapas, som i dag kan downloades, får topkarakter fra erhvervslivet. Brian Mikkelsen, der er adm. direktør i Dansk Erhverv gav på pressemødet, hvor den nye app blev præsenteret, karakteren 12 til det nye coronapas.

Den nye app, som slet og ret hedder ”Coronapas” er udviklet af Sundhedsdatastyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen. Erhvervslivet har dog været med inde over, da både Dansk Erhverv og Dansk Industri har været med til at udpege medlemmer til det advisory board, som har været inde over udviklingen af app’en.

»Vi har været med til at udvikle en rigtig god løsning sammen, som jeg er glad for, vi nu kan tage i brug, så vi kan få hjulene endnu mere i gang. Både i vores erhvervsliv, vores sommerliv og vores almindelige liv. Og det her nye pas er enkelt, sikkert og effektivt, hvilket er godt for virksomhederne og danskerne,« siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse.

Han peger på, at det nye coronapas er meget mere enkelt og nemmere at håndtere end det eksisterende, som var tilgængeligt via app’en MinSundhed. Det nye coronapas fungerer nemlig med en såkaldt QR-kode, som kan scannes. På den måde vil der ikke være private oplysninger at se, når man skal fremvise sit coronapas.

Finansminister Nicolai Wammen peger på, at det nye coronapas vil være en nøgle til at kunne rejse rundt i EU-lande, når nye EU-regler på området træder i kraft den 1. juli.

»Passet vil leve op til de fælles europæiske bestemmelser, så vi i takt med den gradvise genåbning af EU-landene vil kunne rejse flere og flere steder hen med det nye coronapas,« udtaler Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.

I Dansk Erhverv er man glad for, at den nye app kommer til at fungere som officiel dokumentation i forbindelse med rejser til andre EU-lande.

»Vi må desværre nok erkende, at der vil være coronarestriktioner et stykke tid ud i fremtiden. Ikke kun herhjemme, men også i udlandet. Derfor er det rigtig godt, at vi nu får denne her løsning, som også kan fungere i hele EU. Det gør det en del smidigere både ved erhvervsrejser og ved private rejser, og det er der brug for,« siger Brian Mikkelsen.

BRANCHENYT
Læs også