Rains stormer frem globalt i coronakrisen

Modevirksomheden Rains, der har en eksportandel på 90 pct., vil fortsat åbne flere, egne butikker rundtom i verden. I 2020 kom yderligere seks til.

Rains melder om høj fart i afsætningen på bl.a. store markeder som Storbritannien, Tyskland og Frankrig. Arkivfoto: Foto: Copenhagen Fashion Week.

Uagtet coronakrisens uforudsigelighed og udfordringer stormer den danske modevirksomhed Rains frem. Det ordinære resultat voksede i 2020 med 54 pct. og selskabet melder om en markant fremgang i omsætningen.

Rains, der er kendt for at lave vandtæt mode - især overtøj og tasker, har netop afsluttet regnskabet for 2020. Det viser et resultat før skat på 41 mio. kr. mod 26 mio. året før.

Selskabet, der blev grundlagt i Aarhus i 2012, har på få år fået stor succes både herhjemme og i udlandet. Eksportandelen er nu på 90 pct.

Under coronakrisen er ikke mindst salg af beklædning til aktivt, udendørs liv steget, lyder meldingen fra dele af den globale modebranche.

Det kan også tolkes i regnskabet fra Rains, som dog ikke offentliggør tal for omsætningen. Men det fastslås i årsregnskabet, at 2020 bød på »en markant omsætningsfremgang og en stigende efterspørgsel på tværs af salgskanaler og markeder«.

Det oplyses samtidig, at væksten især kom fra de europæiske hovedmarkeder - Storbritannien, Tyskland og Frankrig.

Rains har både salg gennem 2.000 forhandlere i 30 lande og egne konceptbutikker, som der i 2020 er kommet seks nye af.

Adm. direktør Jan Stig Andersen siger, at »2020 var præget af udsving i aktivitetsniveau og en årsafslutning i højt gear.« Han siger samtidig:

»I de seneste år har vi foretaget omfattende initiativer, der understøtter langsigtet vækst. I 2020 begyndte disse investeringer at bære frugt – særligt inden for branding og sortimentsudvikling.«

I 2020 overtog selskabet desuden distributionen i Norge, Sverige og Østrig.

»Det er et led i vores ambition om at kontrollere en større del af netværket og vores brand,« siger Jan Stig Andersen

Rains fastslår, at målet for 2021 er at levere solid og lønsom vækst. Det skal bl.a. ske ved fortsat at åbne flere nye, egne butikker.

»Forbrugeren efterspørger unikke, fysiske brandoplevelser, så vi vil fortsætte med at åbne nye butikker og samtidig gøre oplevelsen i dem endnu bedre. Den tilgang styrker vores brand og har en positiv indvirkning på tværs af vores kanaler. Selektiv distribution er nøgleordet for vores fremtidige strategi,« mener Jan Stig Andersen.

Rains-direktøren understreger også, at onlinesalget fortsat skal udbygges. Både i egen webshop og gennem partneres platforme.

Årsregnskab:

Rains ApS. (mio. kr. ) 2020 2019
Bruttofortjeneste 79 64
Driftsresultat 42 27
Resultat før skat 41 26
Årsresultat 30 20
Egenkapital 73 53
Læs også