Erhverv

Jem & Fix slog rekord i 2020, men varemangel truer med at lukke festen

Høj efterspørgsel gjorde, at Jem & Fix's omsætning i 2020 steg med 30 pct., men adm. direktør Claus Petersen er indstillet på, at kæden ikke vil nå samme højder i år.

Claus Petersen har stået i spidsen for Jem & Fix siden 2017, da Svend Pedersen overlod sin daværende salgsdirektør posten som adm. direktør. Foto: Gregers Tycho

Coronakrisen endte i alt andet end regnskabskrise for lavprisbyggemarkedet Jem & Fix.

Det netop offentliggjorte årsregnskab for 2020 er nemlig kædens bedste nogensinde, bekræfter adm. direktør Claus Petersen.

»Vi har oplevet et helt specielt år med en meget stor efterspørgsel,« siger Claus Petersen.

Jem & Fix’s omsætning steg fra 2,90 mia. kr. i 2019 med 30 pct. til 3,78 mia. kr. i 2020.

Danskernes forøgede lyst til træ, søm, skruer og værktøj har stillet krav til organisationen, der samtidig har skullet overholde skiftende retningslinjer, fortæller Claus Petersen.

Derfor udtaler han sig i rosende vendinger om medarbejderne, som ifølge ham har klaret det »helt fantastisk.«

Resultatet fik ligeledes et nyk eller to op, idet Jem & Fix i 2020 hjemtog et overskud på 396,6 mio. kr. - mere end dobbelt så meget som i 2019.

Det bliver dog en udfordring regnskabsmæssigt at leve op til 2020, hvori fraværet af rejser ifølge Claus Petersen gav danskerne både tid og penge til rådighed.

Derfor forventer han heller ikke, at Jem & Fix i år vil overgå 2020 på omsætningsfronten.

»Det bliver et sted mellem 2019 og 2020 helt naturligt. Vi er allerede bagude på omsætningen i forhold til sidste år, fordi vi var lukket og kun havde click & collect i januar og februar,« siger Claus Petersen.

Mangel på varer er også en faktor, der kan få luften til at gå af ballonen i år, vurderer han.

Hvor der sidste år var overskudsvarer at hente hjem til Danmark fra visse dele af Europa, ser det straks sværere ud i år, hvorfor Jem & Fix allerede i år har hævet priserne flere gange.

»I år er det meget svært. Der er store prisstigninger og varemangel. Der er simpelthen ikke det udbud, og det er svært for producenterne at følge med,« siger Claus Petersen.

Af årsregnskabet fremgår det da også, at Jem & Fix forventer at omsætte for 3,50 mia. kr. i 2021 - en nedgang på knap seks pct. fra 2020.

Det bedste værn, Jem & Fix har, mod varemanglen er ifølge Claus Petersen lange relationer og tætte samarbejder med de vigtigste leverandører.

»Vi skal kunne tåle at gå lidt ned i omsætningen igen,« siger Claus Petersen.

I den kommende tid vil Jem & Fix investere i flere butikker i Sverige og Norge, fortæller Claus Petersen.

»Vi vil gerne holde momentum,« siger han.

Jem & fix har 124 butikker i Danmark, 53 i Sverige og 7 i Norge. Kæden ejes af familien Daell, som også ejer byggemarkedet Harald Nyborg.

BRANCHENYT
Læs også