Erhverv

Nye ejere overtager Flying Tiger med et underskud på 1,5 mia. kr.

Coronaåret gav den danske detailvirksomhed Flying Tiger rekordtab og en negativ egenkapital i milliardklassen. I februar overtog et investeringsselskab kæden. Regnskabet viser, at aktiekapitalen blev nedskrevet til nul ved samme lejlighed.

Flying Tiger Copenhagen har aktuelt 856 butikker i 26 lande - men planer om hastig ekspansion på en række nye markeder, bl.a. i Mellemøsten, sammen med lokale franchisepartnere. Foto: Gregers Tycho.

Der var fra butikskæden selv varmet op til, at regnskabet for 2020 ville se skidt ud i kraft af pandemien, og det kan man roligt sige. Tallene i årsregnskabet for Flying Tiger Copenhagen viser, at året endte med et rekordunderskud i milliardklassen.

Zebra A/S, der driver den danske kæde med butikker i 26 lande, kom ud med et minus på 1,5 mia. kr. Samtidig er egenkapitalen negativ på et tilsvarende milliardbeløb, og aktiekapitalen er tabt.

Flying Tiger Copenhagen blev gennem året hårdt ramt af coronapandemien som udløste restriktioner med tvangslukkede butikker i mange lande, for stort set hele salget i kæden lå sidste år i de fysiske butikker.

Omsætningen dykkede med 34 pct. til 3,4 mia. kr. sammenlignet med året før. Driftsresultatet før særlige poster (ebitda) i den fortsættende forretning blev på 153 mio. kr. mod 1,2 mia. kr. året før. Og på bundlinjen endte året altså med et underskud på 1,5 mia. kr.

Flying Tiger har været gennem en periode med millionunderskud, stor gæld og nye kapitalindskud fra de daværende ejere, så der har været fokus på konsolidering samt lukning af tabsgivende aktiviteter. Coronakrisen ramte hårdt, og selskabet måtte derfor i begyndelsen af krisen sikre sig et nyt kapitalberedskab ved hjælp af forøgede banklån.

Historien bag:
Tidslinje for Flying Tiger Copenhagen:
  • 1988: Lennart Lajboschitz åbner sin første butik ved navn Zebra.
  • 1995: Den første Tiger-butik åbner på Islands Brygge i København med varer fra restlagre, alle til 10 kr.
  • 2000: Tiger bliver en landsdækkende kæde med 38 butikker.
  • 2001: Første udenlandske butik åbner på Island.
  • 2005: Første britiske butik åbner.
  • 2012: Går ind i Asien med en butik i Osaka, Japan.
  • 2012: I oktober køber kapitalfonden EQT 70 pct. af selskabet Zebra, der står bag de 170 Tiger-butikker.
  • 2016: Tiger skifter navn til Flying Tiger Copenhagen.
  • 2019: Har 900 butikker i 27 lande samt 6.000 medarbejdere
  • 2021: EQT og Lennart Lajboschitz afhænder Zebra A/S til investeringsselskabet Treville og ledelsen i detailselskabet.

Detailselskabets hidtidige hovedaktionær, kapitalfonden EQT, har i en længere periode ønsket at komme ud af ejerskabet. I februar blev der derfor indgået en handel, så det danske investeringsselskab Treville – med tre tidligere Axcel-partnere som ejere – samt ledelsen har overtaget Zebra og dermed Flying Tiger Copenhagen.

Årsrapporten viser, at der er overtaget en koncern, hvor egenkapitalen ved udgangen af 2020 var negativ med 1,5 mia. kr.

»Vi lavede ny kapitalstruktur, da vi vidste, hvor det bar hen. Det finansielle resultat i 2020 er klart utilfredsstillende, men alle involverede har hele vejen været med igennem og vidst, at pandemien sendte os baglæns og bremsede de stærke resultater, som vi ellers havde forventet, da corona ramte. Vi kører efter den nye slagplan om ny vækst og indtjening, som er lagt med fuld opbakning,« siger adm. direktør Martin Jermiin, Zebra A/S.

Da selskabet blev handlet i februar, var der ikke mange detaljer fra parterne om transaktionen. I regnskabet står nu, at der i forbindelse med overdragelsen i februar er gennemført en kapitaltilførsel på 170 mio. kr.

Aktiekapitalen blev i februar desuden nedskrevet til nul. Samtidig er der sikret ny og øget kredit fra koncernens banker.

»Det for at sikre, at koncernen har tilstrækkelig finansiering under pandemien og i den nærmeste fremtid. Ud over det er løbetiden for de eksisterende kreditfaciliteter forlænget til 2023, og selskabet har opnået adgang til yderligere kapital og finansiering efter behov,« står der i årsrapporten.

Det understreges, at direktionen og den nye bestyrelse »nøje har vurderet den aktuelle økonomiske situation«. De ser sig ifølge regnskabet i stand til at få genoprettet egen- og aktiekapitalen over nogle år, og selskabet betegnes derfor som en ”going concern” (levedygtig koncern).

Der står desuden, at 2021 formentlig igen vil give underskud, da der stadig er konsekvenser af og usikkerhed om pandemien, mens det forventes, at 2022 giver et positivt resultat.

Om overtagelsen skriver bestyrelsesformand Nikolaj Vejlsgaard fra Treville i en e-mail til Finans, at »det var helt forventeligt, at 2020-regnskabet ville være kraftigt påvirket af corona.« Han fastslår, at Treville kendte niveauet ved overtagelsen og fortsætter:

»2020 er fortiden. Flying Tiger Copenhagen er videre på et stærkt fundament med en klar slagplan med fokus på ekspansion, e-handel og bæredygtighed, som der er stor tiltro til og optimisme omkring nok skal give luft under vingerne.«

Nikolaj Vejlsgaard understreger, at Treville selvfølgelig hellere havde »set en positiv egenkapital, men det er ikke den, der er afgørende for fremadrettet drift. Det er de finansielle rammer, og de er til stede. Egenkapitalen må vi så genskabe gennem profitabel drift.«

Årsregnskab:

Zebra A/S (mio. kr.) 2020 2019
Omsætning 3.406 5.150
Bruttofortjeneste 1.628 3.145
Driftsresultat (ebitda) før særlige poster 153 1.151
Justeret driftsresultat (ebitda) -624 412
Årsresultat -1.542 -224
Egenkapital -1.459 -224
Netto rentebærende gæld 3.712 3.632
Læs også