Specialister i drømmerejser blev sendt til tælling af coronaen: Tabte omsætning for 1,7 milliarder
2020 blev et mareridt for Kilroy koncernen, der tabte 147 mio. kr. på bundlinjen.
Det gik ellers rigtig fint for rejsekoncernen Kilroy. Med speciale i skræddersyede drømmerejser primært til unge mennesker havde koncernen opbygget en position med mere end 12.000 kunder i 123 forskellige lande, og direktøren kunne juble over en rekordhøj omsætning i de første måneder af 2020. Men så ramte coronakrisen.
»Det var jo fuldstændig grotesk,« siger koncernchef Claus H. Hejlesen.
Fra at have en omsætning på 1,7 mia. kr. i 2019 endte Kilroy 2020 med en negativ nettoomsætning på 26 mio. kr., viser koncernens nye årsregnskab.
Den negative omsætning hænger sammen med, at selskabet ikke bare mistede sine rejsekunder i 2020. Man var samtidig nødt til at refundere mere end 600 mio. kr. for rejser, som i overvejende grad var produceret og solgt i 2019.
»Det er jo helt usædvanligt. Det fandtes slet ikke i revisorernes bøger, at man kunne have en negativ nettoomsætning. Men det var altså den situation, vi havnede i,« siger Claus H. Hejlesen.
På bundlinjen kom Kilroy ud af coronaåret med et minus på 147 mio. kr. Lidt af en kontrast til 2019, hvor der var et overskud på 17 mio. kr. før skat.
»Alle selskaber i rejsebranchen blev hårdt ramt, men jeg tror faktisk, at vi er dem, der er blevet ramt hårdest,« siger Claus H. Hejlesen.
Det skyldes ifølge koncernchefen, at Kilroy satser målrettet på skræddersyede rejser gennem brands som Kilroy, Jysk Rejsebureau og Benns. En stor del af rejserne ligger i foråret, hvor coronaen ramte, og derfor måtte de refundere rigtig mange rejser, som var betalt året inden.
Kilroy har fået gavn af hjælpepakker i de syv forskellige lande, hvor selskabet opererer. Alligevel tabte selskabet hele sin egenkapital på 100 mio. kr., og de eksisterende ejere har rejst nye penge for at sikre selskabets overlevelse.
»Det ville være naturligt at klynke over, at covid-19 har ramt så skævt i samfundet – og endda også inden for vores branche - men i realiteten er der kun én vej, nemlig at udnytte de muligheder en krise også bringer med,« siger Claus H. Hejlesen, der har genfundet optimismen.
»Lige så brutalt som det var at skulle neddrosle i 2020, lige så voldsomt er det at få tilpasset organisationen til den meget markante efterspørgsel, der nu ses i Danmark i særdeleshed. Men det er en mere velkendt og positiv udfordring,« siger han.