Erhverv

Mærsk-topchef: »Forbyd traditionelt brændstof i shippingbranchen«

Søren Skou ønsker, at man forbyder traditionelt brændstof i shippingbranchen. Dog først, når der findes et reelt alternativ.

Søren Skou, adm. direktør i A. P. Møller-Mærsk, vil have forbudt traditionelle brændstoffer i shippingbranchen, når der findes et alternativ. Foto: Nanna Navntoft.

Det er på tide, at politikere over hele verden gør op med, om der fortsat skal bygges skibe, der sejler på traditionelle brændstoffer.

Shippingbranchen skal revolutioneres, og traditionelt brændstof skal forbydes. Men dog først, når der der findes et »reelt« alternativ. Det fortæller topchef i A. P. Møller-Mærsk, Søren Skou, til Berlingske.

Det er en udmelding, som - hvis ambitionen føres ud i livet - vil gøre shippingbranchen væsensforskellig fra nu. Omstillingen til mere klimavenlig løsninger er dog ikke så forskellig fra den omstilling, som andre brancher også oplever lige nu, siger topchefen.

»I bilindustrien taler man om, at der kommer et tidspunkt, hvor man ikke kan købe en benzindreven bil. I shipping skal vi også tale om, hvornår det ikke længere er muligt at bestille et skib drevet med traditionelt brændstof,« siger Søren Skou til Berlingske.

Søren Skou vil ikke nævne en specifik dato for, hvornår han gerne ser et forbud mod traditionelle brændsler i shippingbranchen. Der skal først være et »reelt« grønt alternativ, men hvis alt går godt, »kan vi nå dertil om måske 15 år,« siger topchefen til Berlingske.

Noget tyder på, at Mærsk har øjnet en uundgåelig fremtid med grønne krav fra både virksomheder og forbrugere. Derfor forsøger de også i disse år at få et forspring, så de ikke - når den dag kommer - bliver taget på sengen af den grønne omstilling.

Mærsk har i midten af august bestilt otte kæmpeskibe for 9 mia. kr. til 2024, der kan sejle på det grønnere brændstof metanol. I starten af september investerede Mærsk så - gennem sin investeringsarm Maersk Growth - i amerikanske Wastefuel, der omdanner affald til biometanol.

Forhåbningen er, at Wastefuel skal hælde brændstof i tanken på Mærsk-skibe, når de otte nye kæmpeskibe sættes i vandet i 2014. Det udtalte Mærsks chef for decarbonisation, Morten Bo Christiansen, ved offentliggørelsen af investeringen.

Mærsk er verdens største shippingselskab målt på fragtkapacitet. Hele shippingindustrien udleder ca. 2,5 pct. af verdens samlede udledning af drivhusgasser. Det er 940 mio. tons CO2 årligt, og den udledning er lige nu spået til at kunne blive mere end fordoblet frem mod 2050, i følge en rapport fra Europa-Komissionen.

Læs også