BREAKING

Modevirksomheden Noa Noa taber igen millioner kroner

Pengene forsvinder fortsat ud af den danske modevirksomhed Noa Noa. Ifølge bestyrelsesformand Jørgen Nielsen er forventningen, at selskabet kan skabe overskud i 2022.

Noa Noa sælger på nuværende tidspunkt i mere end 18 lande. Arkivfoto: Google

Modevirksomheden Noa Noa kæmper fortsat med store milliontab og faldende omsætning.

Det viser et nyt årsregnskab.

Selskabet, der sælger tøj til kvinder og børn, tabte sidste år 27 mio. kr. efter skat, mens omsætningen dykkede med 40 mio. kr. og derved for første gang i mere end 10 år bevægede sig under 100 mio. kr.

Om Noa Noa
  • Selskabet blev grundlagt i 1981 af brødrene Harald og Lars Holstein
  • I flere år har modevirksomheden kæmpet med underskud og faldende omsætning
  • Selskabet har flere gange skiftet hænder
  • I dag er Noa Noa ejet af en investorgruppe med Greystone Capital Partners i front
  • Selskabet sælger tøj til kvinder og børn
  • Noa Noa har 50 konceptbutikker, mere end 400 multibrand butikker og adskillige online platforme rundt omkring i verden
Kilde: Noa Noa

»Coronakrisen har gjort, at vi lander, som vi gør. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været et rigtig, rigtig hårdt år for os,« siger Jørgen Nielsen, bestyrelsesformand i Noa Noa.

Pandemien har bl.a. betydet, at selskabet har haft faldende indtjening på både engros- og detailforretningen, og selvom onlinesalget steg har det ikke været nok til at opveje tilbagegangen.

Det er dog ikke kun coronakrisen, der har taget pusten fra det danske modeselskab.

Allerede inden, pandemien skyllede indover markederne, var modevirksomheden hårdt presset økonomisk.

Selskabet havde sin storhedstid i 00’erne, hvor det gentagende gange præsenterede tocifrede millionoverskud på bundlinjen. Udviklingen endte brat, og siden har modevirksomheden skiftet hænder flere gange og igangsat en redningsplan, der skulle sikre overskud på bunden.

Noa Noas seneste overskud kom i 2018, efter den danske kapitalfond Greystone overtog selskabet og igangsatte en såkaldt turn-around af selskabet.

Overskuddet blev dog en engangsforestilling. Allerede året efter måtte Noa Noa igen sluge et tab på 37 mio. kr.

»Man lykkedes ikke en turn-around fra den ene dag til den anden. Det er en proces, man skal igennem, og vi er der nu, hvor virksomheden er skåret til, og der er styr på organisationen. Vi har gode takter, og der er en god, sund forretning at skue i horisonten,« siger Jørgen Nielsen, der understreger, at pandemien har forsinket processen ift. at vende selskabets økonomiske situation til fremgang på både top- og bundlinje.

Ifølge 2020-regnskabet har pandemien også sendt en økonomisk lussing mod Noa Noas driftsresultat og egenkapital. Selskabet tabte sidste år 3,2 mio. kr. på driften, mens egenkapital gik fra 26 mio. kr. til knap 10 mio. kr. i 2020.

»Det er selvfølgelig ikke, hvad vi havde forventet, men det er virkelighedens verden, og den må vi tilpasse os. Vi arbejder hårdt for at kravle den rigtige vej og oplever som sagt positive takter. Udviklingen i år ser rigtig fin ud, og det bekræfter os i, at vi har sat den rette kurs,« siger Jørgen Nielsen.

Noa Noa sælger på nuværende tidspunkt i mere end 18 lande og forventer ifølge bestyrelsesformanden at kunne skabe overskud i 2021.

Selskabet har i september ændret sin ejerstruktur, så tidligere bestyrelsesformand og repræsentant for kapitalfonden Greystone Christian Hassel nu ifølge CVR-registeret ejer 10-15 pct. af selskabet.

Selskabets ejere har sidste år løbende gennemført kapitalforhøjelser og konveneret gæld til kapital i Noa Noa. Støtten er fortsat i år, hvor aktionærerne ifølge regnskabet har tilført yderligere 26 mio. kr. til selskabet.

Derudover har Noa Noa også indgået flere statsstøttede lån og modtaget kompensation under coronakrisen.

Læs også