Efter sammenbrud i forhandlingerne: Ryanair forstår ikke dansk fagforening

Onsdag brød forhandlingerne om en overenskomst for ansatte på Ryanairs base i Billund sammen. Det forstår flyselskabet ikke.

Ifølge Ryanair burde det være muligt at forhandle en overenskomst på plads. Foto: Akos Stiller/Bloomberg

Flyselskabet Ryanair forstår ikke, at forhandlingerne om en dansk overenskomst brød sammen onsdag.

Det oplyser lavprisselskabet i en mail til Finans, efter at fagforeningen FPU onsdag aften udsendte en meddelelse om de sammenbrudte forhandlinger.

Parterne har i lang tid forsøgt at nå til enighed om en overenskomst for de ansatte på Ryanairs base i Billund, som åbnede i oktober sidste år.

»Vi er overraskede over FPU’s kommentar om den manglende vilje til at fortsætte med at forhandle, da virkeligheden er, at der ikke er nogen grund til, at en overenskomst ikke kan indgås, og vores folk i Billund forventer en forhandlet aftale,« udtaler en talsperson fra Ryanair i e-mailen.

FPU har heller ikke sendt deres opdaterede forslag, som de har forpligtet sig til.

En talsperson fra Ryanair

Ryanair oplyser, at selskabet har investeret 1,3 mia. kr. i basen, som beskæftiger 60 piloter og kabineansatte på danske kontrakter, dansk skat og socialforsikring og danske forhold.

»Denne investering har givet en kæmpe økonomisk indsprøjtning til Billund-regionen,« påpeger Ryanair.

Ifølge Ryanair aftalte parterne på det seneste forhandlingsmøde i november, at FPU skulle fremlægge yderligere forslag om pilotløn, mens Ryanairs datterselskab Malta Air skulle fremsætte yderligere forslag om løn til kabinepersonalet.

»Malta Air sendte forslagene om kabinepersonalet, men vi har ikke modtaget feedback fra FPU om vores seneste forslag, og FPU har heller ikke sendt deres opdaterede forslag, som de har forpligtet sig til at gøre,« lyder meldingen fra Ryanair.

Onsdag aften meddelte FPU, at alle muligheder for at finde løsninger var blevet undersøgt.

»Men det står klart, at vi bliver ved med at være alt for langt fra hinanden. Derfor har vi afbrudt forhandlingerne. Jeg går nu tilbage til vores hovedbestyrelse for at diskutere, hvad det næste skridt bliver,« sagde næstformand og forhandlingsleder Anders Mark Jensen fra FPU i den forbindelse.

Vi ønsker, at alle dem, der flyver ud af Billund på Ryanair-farvede fly gør det på danske løn og arbejdsvilkår.

Anders Mark Jensen, næstformand i FPU

Ryanair slår på, at selskabet har indgået overenskomster andre steder i Europa.

»Det er bemærkelsesværdigt, at vi har været i stand til at forhandle med fagforbund i hele Europa – og der er ingen grund til, at FPU ikke kan fortsætte med at forhandle og reagere på forslag i et forsøg på at færdiggøre en overenskomstaftale med det eneste flyselskab, som investerer, skaber job og forbedrer flyforbindelserne i Danmark,« skriver talspersonen fra Ryanair.

Han peger på, at Ryanair driver en succesfuld base i Billund, som er enormt populær blandt danske forbrugere og flyselskabets ansatte.

»De får dansk løn og danske forhold som klart er attraktive, eftersom alle piloter og alt kabinepersonale frivilligt flyttede til Billund fra andre baser i Europa,« siger talsmanden.

FPU konstaterede onsdag, at parterne er uenige i det meste.

»Vi ønsker, at alle dem, der flyver ud af Billund på Ryanair-farvede fly gør det på danske løn og arbejdsvilkår. Men det vil Ryanair ikke forpligte sig til. Vi er urolige for, at Ryanair vil forsøge at benytte sig af kontraktansatte og selvstændige piloter og kabineansatte ud af Danmark,« sagde Anders Mark Jensen.

Læs også
Top job