Erhverv

Gymnasieelever bag DeSonic henter investering i "Løvens Hule"

Uden forældrenes hjælp havde det ikke været muligt for iværksætterne bag DeSonic at kaste sig ud i livet som selvstændig. Ifølge en professor er netop forældre den største barriere for, at danske unge stifter eget selskab.

Artiklens øverste billede
Virksomheden DeSonic, der laver foliecovers med unikke motiver til computere, har netop fået Mia Wagner og Jesper Buch som investorer. PR-foto: Jesper Bøjlund

For mindre end et år siden smed gymnasievennerne Gustav Kankelborg, Nicolaj Bertelsen og Jonas Hornbæk til sammen 40.500 kr. i deres fælles virksomhed, DeSonic.

Pengene kommer fra de tre iværksætters konfirmationsopsparing og diverse fritidsjob i supermarkedskæder, kiosker, spillehaller og fast food-restauranter. Nu har de tre venner på 18 og 19 år hentet 200.000 kr. fra Mia Wagner og Jesper Buch i DR-programmet ”Løvens Hule”. Derved er de blandt de yngste deltagere i programmet.

»Det er kæmpestort, at vi har to så dygtige investorer med, som ser potentiale i os og kan være med til at guide os fremadrettet,« siger Jonas Hornbæk, der sammen med Gustav Kankelborg og Nicolaj Bertelsen går fuldtid i virksomheden, når de har afsluttet gymnasiet til sommer.

»Det var en fornøjelse at komme hjem og sige til min far, at han var fyret, da vi fyldte 18 år,« siger Jonas Hornbæk, der ikke var myndig, da DeSonic blev stiftet. Derfor måtte hans far hentes ind som værge i selskabet. PR-foto: Jesper Bøjlund

DeSonic sælger foliecovers til computere og har i løbet af det første år fået flere danske fodboldklubber og kunstnere som samarbejdspartnere. Bl.a. er kunstneren Kristian von Hornsleth og Jakob Juul med til at designe de farvestrålende covers, som får computeren til at skille sig ud i klasseværelse eller på kontoret.

Selvom der ikke er langt fra idé til handling hos de tre iværksættere, har deres alder alligevel spændt ben for dem flere gange undervejs. Eksempelvis kunne de ikke få lov til selv at stifte selskabet bag DeSonic, fordi de alle var under 18 år, da selskabet skulle etableres. Derfor måtte to forældre hentes ind som værger.

»Selvom man er under 18 år, kan man sagtens drømme stort. Vi havde selv kapitalen og var stolte af, at vi var klar til at stifte et selskab, og derfor var det også en unødvendig stopklods, at vi ikke selv kunne stifte selskabet. Hvis vi ikke havde haft deres opbakning, havde vi ikke kunnet komme i gang. Det synes vi er åndssvagt og med til at bremse unge iværksættere,« siger Jonas Hornbæk.

»Når ideen er der, mens man er 16-17 år, så er det ikke sikkert, at den holder ved, til man er 18 år og kan oprette et selskab,« tilføjer Nicolaj Bertelsen.

Inden for de seneste år er antallet af unge, der kaster sig ud i livet som iværksætter steget. Tal fra Dansk Erhverv viser, at omkring 3 pct. af danskere under 30 år i 2018 startede egen virksomhed, mens antallet i 2019 var steget til 11 pct.

Selvom der i dag er større fokus på iværksætteri blandt unge bl.a. i uddannelsessystemet, er der særligt én ting, som bremser unge iværksættere. Ifølge Kim Klyver, professor i iværksætteri ved Syddansk Universitet, er den største barriere for unge iværksættere deres forældre.

»Langt de fleste forældre opfordrer deres unge til at gøre uddannelsen færdig og droppe livet som iværksætter. Selv forældre, der selv er selvstændige, ønsker som regel, at deres børn går den sikre vej som lønmodtagere. Det betyder, at rigtig mange unge slet ikke overvejer muligheden for at starte egen virksomhed, og derved holder de sig helt fra iværksætterlivet,« siger han.

Også Jesper Buch, der nu skal hjælpe DeSonic med at vokse, mener at alt for mange danskere hænger fast i den traditionelle lønmodtagerkultur.

»Hvis det stod til mig, skulle iværksætteri være en fast del af undervisningsmaterialet allerede i folkeskolen. Vi skal have ændret synet på iværksætteri, så flere unge tør springe ud i innovation og stifte egen virksomhed. Det har jeg hyldet de seneste 20 år, men nogle gange kan det jo ikke engang betale sig for et menneske at arbejde, fordi vi har det velfærdssystem, vi har,« siger han.

DeSonic har ifølge Gustav Kankelborg, Nicolaj Bertelsen og Jonas Hornbæk stort set ingen omsætning, da de deltog i ”Løvens Hule”. Siden er det lykkedes selskabet at omsætte for omkring 20.000 kr.

Selvom investeringen ikke er en, som Jesper Buch forventer at blive mangemillionær på, mener han alligevel, at det er vigtigt at hylde unge, som stifter egen virksomhed.

»Jeg vil gerne anerkende deres indsats og på den måde være med til at hylde unge iværksættere. Det kan godt være, at det ikke lige er DeSonic, der bliver kæmpestor for ejerne, men så lykkes det måske næste gang,« siger Jesper Buch.

Ifølge Kim Klyver skal man passe på med at hylde iværksættere alene pg.a. af en ung alder. Vejen til en succesfuld virksomhed er nemlig oftest sværere og mere omkostningsfuld, når man er ung. Det skyldes, at de unge oftest ikke har samme stærke netværk, erfaringer og finansielle muligheder som ældre iværksættere.

»Vi skal ikke hylde dem, som kaster sig ud i iværksætterlivet tidligt. Vi skal hylde de danskere, der stifter virksomhed, når timingen er rigtig. De unge får ikke succes, fordi de springer ud tidligere og dropper uddannelsen. De får succes, på trods af at de har droppet uddannelsen og ikke har den samme erfaring og viden som ældre iværksættere,« siger Kim Klyver, der samtidig understreger, at yngre iværksættere er mere risikovillige og fokuseret på profit og skaleringen, hvilket kan være med til at sætte skub i forretningen.

Jesper Buch og Mia Wagner ejer tilsammen 40 pct. af DeSonic, mens iværksætterne bag ejer de resterende 60 pct.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.