Erhverv

Landbrug & Fødevarer: Fødevarepriserne stiger 20 pct. i år

De danske forbrugere skal forberede sig på, at fødevarepriserne i år stiger med omkring 20 pct. Det viser en analyse fra L&F. Der er tale om de i særklasse største prisstigninger i nyere tid.

Artiklens øverste billede
Prisen på energi og landbrugsråvarer som korn stiger eksplosivt. Det vil i år få fødevarepriserne i danske supermarkeder til at stige omkring 20 pct., vurderer Landbrug & Fødevarer. Foto: Jens Dresling

I løbet af få måneder bliver de danske forbrugere ramt af de største prisstigninger på fødevarer i nyere tid.

»Stigende priser på især energi og landbrugsråvarer vil i løbet af 2022 få fødevarepriserne til at stige med omkring 20 pct.,« vurderer Martin Kristian Brauer, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, L&F.

Brancheorganisationen har udarbejdet en analyse, som indikerer, at alene de stigende priser på energi og landbrugsråvarer vil få fødevarepriserne til at stige med 15-20 pct.

»Dertil kommer stigende udgifter til blandt andet fragt og løn,« påpeger Martin Kristian Brauer.

Der er samlet set tale om de i særklasse største prisstigninger på fødevarer i nyere tid. Den hidtil højeste inflation i dette årtusinde blev udløst efter fødevarekrisen i 2007-2008. Dengang nåede de årlige prisstigninger på fødevarer op på 7,6 pct. Man skal 40 år tilbage for at finde tocifrede procentuelle prisstigninger på fødevare – i 1982 steg fødevarepriserne således 10,2 pct.

Nu er der udsigt til prisstigninger, som kan blive dobbelt så store.

»Vi venter, at prisstigninger på fødevarer bliver så markante, at det i år vil løfte den samlede danske inflation med 3 pct. point. Det er helt usædvanligt, at fødevaresektoren skubber så meget til inflationen,« siger Martin Kristian Brauer.

L&F’s analyse bygger på data for energi- og råvarepriser frem til 24. marts samt de priser, som futures-markederne indikerer, vil være gældende resten af året.

Analysen omfatter de omkostningsstigninger, der rammer både landbruget og fødevareindustrien. Det fremgår eksempelvis, at svineproducenterne vil være nødt til at hæve salgspriserne 32 pct. blot for at holde uændret indtjening. Den prisstigning forplanter sig til svineslagterierne, som også har stigende omkostninger til blandt andet energi og må hæve deres salgspriser 18 pct.

Bølgen af prisstigninger var begyndt at rulle, allerede inden Rusland invaderede Ukraine. Siden sommeren 2020 har den globale efterspørgsel vokset hurtigere end landbrugsproduktionen, og der er blevet tæret på lagerbeholdningerne af blandt andet korn.

Det har fået prisen på landbrugsråvarer til at stige hastigt, og krigen i Ukraine svarer i den sammenhæng til at kaste en spand benzin på et bål, hvor flammerne i forvejen står højt. Rusland og Ukraine tegner sig for knap 30 pct. af den globale hvedeeksport og næsten 20 pct. af majseksporten.

De to lande er nu afskåret fra verdensmarkedet, hvor råvarebørserne straks har reageret med nye prisstigninger på landbrugsråvarer.

Samtidig er priserne på energi steget eksplosivt, hvilket øger omkostningerne hos både landmænd og fødevarevirksomheder, som sender regningen videre ved at hæve salgspriserne yderligere.

Alt i alt har krigen i Ukraine fået bølgen af prisstigninger til at vokse til en tsunami.

»Det varer typisk tre-ni måneder, inden stigende omkostninger i landbruget er rullet hele vejen gennem værdikæden og udmønter sig i stigende forbrugerpriser. Derfor er de omkostningsstigninger, vi så i 2021 endnu ikke slået fuldt ud igennem i forbrugerpriserne, og de omkostningsstigninger, som krigen i Ukraine har medført, er slet ikke slået igennem,« lyder advarslen fra Martin Kristian Brauer.

Selv om prisen på en række fødevarer allerede er steget betragteligt, har landmændene endnu ikke øget produktionen, fordi deres omkostninger er steget endnu hurtigere. Det vil være med til at forlænge perioden med høje priser.

Det samme vil det forhold, at en stor del af Ukraines landbrugsproduktion foregår i områder, hvor der er krigshandlinger. Det gælder ifølge L&F blandt andet for 47 pct. af landets hvedeproduktion.

Martin Kristian Brauer vurderer, at perioden med meget høje fødevarepriser formentlig kommer til at vare et par år.

I analysen fra L&F konkluderes det, at: »Det er overvejende sandsynligt, at konflikten i Ukraine vil igangsætte en global lavkonjunktur. Konflikten har skabt endnu et udbudschok oven på de allerede store ubalancer i den globale økonomi efter covid19-pandemien.«

Effekten ses allerede nu i Danmarks Statistiks opgørelser over forbrugertilliden, som styrtdykkede i marts. Fra blandt andet Tyskland strømmer det nu også ind med data, som viser, at virksomhederne skruer ned for forventningerne til fremtiden og dermed for investeringerne.

L&F vurderer, at »BNP-væksten i Danmark i år vil blive reduceret kraftigt, og en teknisk recession kan komme på tale. Ledigheden vil stige, og den samlede inflationen ligge på 6-7 pct.«

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.