- For abonnenter
Borgere ønsker mere EU, men 13 lande går til kamp mod drømmene
Den danske regering går til kamp for vetoretten i EU, hvilket ifølge en stor borgerkonference blokerer EU's muligheder for at levere det, europæerne ønsker sig af samarbejdet.
BRUXELLES
Der er brug for langt tættere og mere forpligtende EU-samarbejde om emner som sikkerhed, klima og velfærd.
Det er bundlinjen efter tusindvis af timers borgermøder, seminarer og plenarforsamlinger i ”Konferencen om Europas Fremtid”, hvor hundredvis af europæere det seneste år har udviklet deres forslag til fremtidens union.
Mandag blev slutrapporten med 49 forslag og mere end 300 underliggende anbefalinger officielt overdraget til EU’s ledere under en ceremoni i Strasbourg. Det hele ledsaget af taler om at forny og styrke EU-samarbejdet, ikke mindst i lyset af Ruslands angreb på Ukraine.
»Europas fremtid er bundet til Ukraines fremtid. Vi står over for ægte trusler. Og prisen for et svigt vil blive monumental. Det er vores ansvar, hvordan historien kommer til at dømme vores gerninger,« sagde Europa-Parlamentets formand, Roberta Metsola, der hyldede EU-samarbejdet for at være »måske ikke perfekt, men en stor succes«.
»Ikke desto mindre viser konferencen, at der er afstand mellem, hvad borgerne forventer, og hvad Europa er i stand til at levere,« mente hun.
Konferencen kommer med en række forslag om stærkere EU-sikkerhedspolitik, og også på en række andre områder foreslås mere EU-styring og koordinering af fremtidens Europa:
EU-styret omlægning til økologisk landbrug med markante reduktioner af pesticider og gødning. Øget beskyttelse af natur og biodiversitet. Bindende mål for mere skov i medlemslandene. Krav om grønne områder ved byggerier. Udvidet forbud mod engangsplastic.