Lyst til en Aston Martin? Sean Connerys James Bond-bil er til salg
Aston Martin DB5, også kendt som Bond-bilen, findes i 900 produktions-eksemplarer. Nu er den mest kendte af dem til salg.
Vi kender ham alle sammen, agent 007 med licence to kill. James Bond er stilfuld og bevæbnet til tænderne med intelligent spionudstyr. Hans forskellige biler er også en del af eftermælet.
Nu er den mest ikoniske af dem, en Aston Martin DB5 fra 1964, også kendt som Bond-bilen, til salg. Der er tale om Sean Connerys private udgave af bilen. Denne DB5’er er dog uden maskinpistoler og katapultsæde, som den optræder med i filmene Goldfinger og Spectre.
Sean Connery købte bilen i 2018, men døde næsten to år senere i en alder af 90 og nåede ifølge sønnen Jason Connery ikke at bruge den.
Aston Martin’en vil nu blive udbudt til salg på Broad Arrow Groups auktion i Californien til august, og forventningen er, at den vil blive solgt for mellem 98 og 126 mio. kr. Det skriver CNN
Selvom Sean Connery aldrig havde været i nærheden af en Aston Martin DB5 fra 1964, ville en model i uberørte stand, ifølge Hagerty, der monitorerer værdien af samlerbiler, være omkring 7 mio. kr. værd.
Derimod er DB5’ere, der har været med i selve James Bond-filmene, dog blevet solgt for langt mere end det. En gadget-fyldt DB5, der blev brugt til at promovere Goldfingers udgivelse blev solgt for 45 mio. kr. i 2019.
Aston Martin har bygget mange forskellige biler til Agent 007, men det er især modellen fra Goldfinger, der har fascineret købere over hele verden.
Der blev fremstillet under 900 af den almindelige model, og de blev bygget mellem 1963 og 1965. Men efterspørgslen på modellen har været så stor, at Aston Matin på sin fabrik i Pagnall i 2018 besluttede at håndbygge 25 genfødte DB5 Goldfinger Continuation.
I 2020 stod de første fem klar. Den samlede pris for dem var 135 mio. kr. Fabrikken understregede dengang, at ingen af bilerne er lovlige på almindelige veje.
CNN skriver, at Sean Connery fik ommalet sin DB5’er fra sort til Snow Shadow Grey, som er farven på filmbilen. I filmene beskrives bilen som værende malet i en farve kaldet Silver Birch, men filmen blev optaget ved hjælp af en prototype af DB5, som ikke var en egentlig produktionsbil. Farven Silver Birch var dengang ikke tilgængelig på produktions-versioner af bilen. De to farver ville dog have været næsten umulige at skelne på film.
James Bond er en af filmhistoriens længste serier. Mellem 1962 og 2021 er der produceret 27 film.