Danmark er nummer et: Her er det dyrest at leve
Forbrugerpriserne i Danmark er de højeste i hele EU. I gennemsnit er de danske forbrugerpriser 40 pct. højere end gennemsnitspriserne i EU.
Danmark er EU’s dyreste land at leve i. Forbrugerpriserne i Danmark ligger 40 pct. over det gennemsnitlige prisniveau i EU.
Det viser nye opgørelser fra Eurostat, som har indsamlet priser på mere end 2.000 forskellige varer og serviceydelser i 36 europæiske lande – dvs. også nogle der ikke er medlem i EU.
Det fremgår, at varer og ydelser, som i gennemsnit koster 100 kr. i EU, koster lige over 140 kr. i Danmark. Priserne er indsamlet i 2021, hvor Danmark har været det dyreste land, men dog skarpt efterfulgt af Irland, der kun er marginalt billigere. I Tyskland er gennemsnitspriserne kun 8 pct. over EU-gennemsnittet.
2021-opgørelserne fra Eurostat viser, at Danmark har de højeste priser på restauranter og hoteller i hele EU. I denne kategori ligger priserne i Danmark 55 pct. over EU-gennemsnittet. Til sammenligning ligger de tilsvarende priser i store ferielande som Italien, Spanien og Grækenland i indeks 103, 88 og 85. I nabolandet Tyskland er prisen på hoteller og restauranter i indeks 104 og dermed kun marginalt højere end EU-gennemsnittet.
Målt på fødevarepriser er Danmark det næstdyreste land i EU – kun overgået af Luxembourg. Den seneste tids voldsomme prisstigninger kommer således på toppen af et niveau, der i forvejen var relativt højt.
Opgørelserne fra Eurostat viser, at Danmark også er det dyreste EU-land at købe tøj og sko i. Danmark har ligeledes de højeste priser på kultur- og fritidsaktiviteter.
Alt i alt indtager Danmark således atter indtager førstepladsen som EU’s dyreste land, men trods alt er priserne endnu højere i en række lande uden for EU – herunder Schweiz (indeks 167 af EU-gennemsnittet), Island (150) og Norge (146).