Vinden blæser, og det sender elprisen i Vestdanmark helt i bund
Hele Danmarks forbrug af el kan for tiden dækkes af vedvarende energi. Det er med til at sende elprisen i Vestdanmark ned på dagspriser, danske forbrugere ikke har set i to måneder
Elpriserne er - med god grund - blevet et hedt emne i Danmark.
Har man flexpris, er der nemlig rigtig mange penge at spare, hvis man bruger strømmen, når den er billigst.
Hvis man har lagt planer om at sætte fut i ovnen med en gang pulled pork - eller at lege Den Store Bagedyst i hjemmet - kan lørdagens elpriser kun gøre glad.
Kl. 15 falder prisen nemlig til blot 0,015 kr. pr. kWh. Det er den laveste pris siden den 27. juli - altså i godt halvanden måned.
Det gælder dog kun, hvis man er bosat vest for Storebælt. Selvom priserne også er usædvanligt lave på Sjælland, Bornholm og Lolland-Falster, står det ikke mål med priserne i vest.
På de fire øer rammer priserne på sit laveste 0,16 kr. pr. kWh. Det sker kl. 14.
I grafen herunder kan du se, hvornår strømmen er billigst. Tryk på fanebladende for at skifte mellem DK1 og DK2, der hhv. er vest og øst for Storebælt.
En del af grunden, til at priserne falder så markant, er, at det blæser. Det sætter gang i de danske vindmøller, der derfor producerer mere strøm, end de plejer. I disse dage kan hele Danmarks forbrug af el dækkes alene af vedvarende energi.
Priserne bliver sat af den nordiske elbørs Nord Pool, hvor man hver dag kl. 13 kan følge med i timeprisen - også kaldet spotprisen. Prisen er ikke den samme, som man som forbruger betaler, når man bruger strømmen derhjemme. Til den endelige pris skal bl.a. tillægges afgifter, tariffer og transport, der er med til at øge prisen.