Erhverv

Dramatisk udvikling i skandalefirma: Undersøges i sag om insiderhandel

Tidligere bestyrelsesformand afviser at kommentere insidersag med henvisning til, at politiet skal have fred til at arbejde.

Artiklens øverste billede
Toke Reedtz var adm. direktør i Waturu Holding, da firmaet blev børsnoteret på vækstbørsen First North i maj 2019. Foto: Green Impact Ventures/PR

Sagen om den tidligere børsnoterede greentech-virksomhed, Waturu Holding, har taget en alvorlig drejning.

National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bekræfter således over for Finans, at Finanstilsynet har anmeldt en sag om mulig insiderhandel i Waturu Holding.

NSK ønsker ikke at oplyse yderligere, udover at sagen er »verserende«, og enheden vil således hverken oplyse, om der er rejst sigtelser, eller hvem og hvor mange der er omfattet af sagen.

NSK er en specialenhed, der efterforsker sager om bl.a. organiseret kriminalitet og de mest komplekse sager om økonomisk kriminalitet, og den har således bl.a. overtaget mange af de sager, som det nu nedlagte bagmandspolitiet tidligere tog sig af.

Finanstilsynet har ingen kommentarer.

»Finantilsynet må ikke sige noget om sagen, da der pågår en politiefterforskning«, oplyser tilsynet.

Allerede i november 2020 beskrev Finans, hvordan Waturu Holding var i søgelyset hos Finanstilsynet for markedsmanipulation.

I marts i år offentliggjorde virksomheden selv, at den havde anmeldt en stribe personer, selskaber og medier til politiet for insiderhandel og markedsmanipulation. Denne anmeldelse omfattede bl.a. virksomhedens tidligere bestyrelsesformand, Thomas Marschall, en tidligere økonomidirektør, investorer, samarbejdspartnere samt to journalister inklusive en af forfatterne til denne artikel.

Denne sag ligger ligeledes hos NSK og er verserende, oplyser enheden.

Waturu blev børsnoteret på vækstbørsen First North i maj 2019, og virksomheden rundede kortvarigt en samlet børsværdi på 1 mia. kr.

Siden gik det hastigt ned ad bakke for virksomheden, der slog sig op på en - ifølge selskabet - banebrydende vandvarmer.

Vandvarmeren kom aldrig på markedet, selv om Waturu Holding i forbindelse med børsnoteringen i maj 2019 hentede 17,75 mio. kr. på fortællingen om, at pengene bl.a. skulle bruges på at sætte produktet i produktion.

Efter en række kritiske artikler om virksomheden på Finans og i Økonomisk Ugebrev blev Waturu-aktien suspenderet på First North-børsen i december 2020, og i august året efter blev det tvangs-afnoteret.

Forinden havde en undersøgelse konstateret talrige overtrædelser af børsreglerne.

Selskabet har skiftet navn et par gange undervejs, men i september i år blev det erklæret konkurs, efter at Erhvervsstyrelsen i første omgang havde begæret det tvangsopløst på grund af manglende indsendelse af årsregnskab.

Advokat Andreas Kærsgaard Mylin er udpeget som kurator i konkursboet. Han oplyser, at selskabet er uden midler, men at han kun lige er gået i gang med konkursbehandlingen.

Tidligere er også et af driftsselskaberne, Waturu ApS, gået konkurs. Her besluttede kurator efter sine undersøgelse at indstille virksomhedens adm. direktør Toke Reedtz til konkurskarantæne på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse.

Den sag er endnu ikke afgjort.

I mellemtiden har virksomheden arbejdet på et andet produkt til dambrug under navnet Aquaturu via et amerikansk selskab af samme navn.

På sin hjemmeside har Aquaturu tidligere annonceret, at det arbejdede på en børsnotering i 2022, men det er siden blevet fjernet.

Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Toke Reedtz.

Selskabets bestyrelsesformand frem til februar 2022 Thomas Marschall oplyser, at han ikke er bekendt med Finanstilsynets politianmeldelse. Han er bekendt med anmeldelsen imod ham selv m.fl., men han afviser, at han har haft kendskab til ulovlig markedsmanipulation eller insiderhandel.

»Jeg oplevede aldrig ulovligheder. Havde jeg gjort det, ville jeg være gået på stedet,« siger han.

Marschall blev afløst af Lasse Ranlev, der var formand indtil august 2022, hvor hele ledelsen blev afregistreret i CVR-registret.

Lasse Ranlev henviser til Toke Reedtz, og han vil hverken svare på, om han er bekendt med Finanstilsynets politianmeldelse, eller om han har kendskab til insiderhandel.

»Det er jo det, jeg ikke vil udtale mig om, og så kan du tolke på det, som du vil,« siger Lasse Ranlev.

»Jeg synes, at vi skal lade Finanstilsynet og politiet passe deres arbejde i fred, uden at det bliver mudret til af alt muligt, så jeg har ikke noget at sige til det.«

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.