Pepsi udlover penge til folk, der drikker mælk i selskabets sodavand
Drikkevaregigantens nye satsning går under navnet “beskidt sodavand“.
Beskidt sodavand lyder måske ikke umiddelbart som den drikkevare, man har allermest lyst til at lade glide i svælget her op til jul.
Men det er ikke desto mindre kælenavnet for blandingen af sodavand og mælk - en kombination, som drikkevaregiganten Pepsi forsøger at brande som årets juledrik i en ny kampagne.
Og der kan være penge at hente for dem, der hopper med på bølgen. Det skriver CNN.
Torsdag lancerede Pepsi kampagnen ved navn ”Pilk and Cookies” med en opfordring til brugere på bl.a. det sociale medie Tiktok. Her lyder opfordringen, at brugerne skal lave deres egen version af drikken og dele det under hashtagget af samme navn. Dem, der deltager i kampagnen, har op mod jul mulighed for at vinde penge, forklarer selskabet bag.
»At kombinere Pepsi og mælk har længere været et secret hack blandt Pepsi-fans,« forklarer Todd Kaplan, der er markedsføringschef i Pepsi, i en pressemeddelelse og tilføjer:
»Med den nye beskidt sodavand-trend på Tiktok og over hele landet, tænkte vi, at ”Pilk and Cookies” ville være en god måde at fejre helligdagene på.«
I løbet af de seneste uger har et stigende antal brugere på det kinesisk-ejede sociale medie Tiktok nemlig uploadet videoer, hvor de laver og smager på forskellige versioner af den ”beskidte” sodavand, som originalt indeholder sodavand, fløde og kaffesirup.
Drikkevaregiganten er gået all in på at få den usædvanlige drink til at hitte. Bl.a. har selskabet hyret filmstjernen Lindsay Lohan til at figurere i reklamerne for den såkaldte Pilk.