Coop laver store forandringer og nedlægger 600 stillinger
Coop Danmark vil forenkle koncernen. Derfor forsvinder Irma-kæden, mens hovedparten af de øvrige butikker får nye navne og 600 stillinger nedlægges.
Coop Danmark skærer dagligvarekoncernen til for at vende udviklingen i et hårdt marked.
Det betyder, at Coop nu offentliggør to nye kædenavne. På samme tid forsvinder supermarkedskæden Irma, og der stoppes for hjemmelevering af onlinevarer til danskerne. Omlægningen betyder, at omkring 600 stillinger i Coop nedlægges.
Allerede i september 2022 lancerede Coop-ledelsen en forenkling med fokus på discountkæden Coop365 samt en ny supermarkedskæde skabt ved at slå Superbrugsen og Kvickly sammen.
Coop er siden kommet under yderligere pres, og koncernchef Kræn Østergaard Nielsen har fastslået, at regnskabet for det forløbne år giver et af de dårligste år nogensinde i koncernens historie med et stort millionunderskud.
»Vi laver ikke panikløsninger og har længe været i gang med forenkling. Den aktuelle situation accelererer tempoet i vores strategi, og vi gennemfører derfor nu store ændringer for at sikre fremtidens Coop,« siger Kræn Østergaard Nielsen til Finans.
Han har tirsdag formiddag netop orienteret de ansatte i koncernen om den ny strategi frem mod 2027 under titlen ”Fremtidens Coop”.
Den indebærer bl.a.:
- Superbrugsen, Kvickly og Irma slås sammen under navnet Coop.
- Irma, der består af 65 supermarkeder omkring Storkøbenhavn og beskæftiger 2.000 medarbejdere, forsvinder. De fleste butikker konverteres til koncernens andre kæder, mens 17 lukkes.
- Hovedfokus i koncernen bliver fremover på den nye discountkæde 365 samt supermarkedskæden Coop.
- Dagli’Brugsen ændrer navn til Brugsen, og den kæde skal leve mere selvstændigt.
- Coopmad.dk stopper for hjemmelevering af onlinesalg til danskerne, da den aktivitet har givet underskud de seneste 10 år og igen i 2022.
- 600 stillinger bliver nedlagt – ca. 400 i Irma og ca. 200 fra coopmad.dk.
- Topledelsen i Coop ændres til en bredere og mere flad struktur.
Tiltagene fra Coop kommer kort efter, at den tyske discountkæde Aldi har meddelt, at den trækker sig fra det danske marked og sælger en stor del af butikkerne til konkurrenten Rema 1000 Danmark. Samtidig har også Coops hovedkonkurrent Salling Group valgt at ændre på hjemmeleveringen til danskerne, da der er pres på markedet.
Inflationskrisen har fået forbrugerne til at søge yderligere mod discount i jagten på lavpris, og det har sat supermarkeder under pres.
Irma er Danmarks ældste dagligvarekæde med en historie tilbage til 1886. En kæde med fokus på mad og udelukkende de 65 butikker placeret i København og på Sjælland.
Kræn Østergaard Nielsen fastslår, at Coop gennem en periode har forsøgt at finde en køber til Irma, men det er ikke lykkedes i det nuværende marked. Derfor forsvinder kæden nu trods dens historie.
»Det er en meget hård beslutning, men desværre nødvendig. Grundlaget for den som selvstændig kæde er der ikke længere. Der er meget godt at tage med videre – både varer, service og medarbejdere, som vi tager med videre på anden vis,« siger Kræn Østergaard Nielsen.
Ud af de 65 butikker i Irma omdannes 28 til 365discount og ni til den nye supermarkedskæde Coop. 11 omdannes til lokale butikker i Brugsen, der hidtil har heddet Dagli’Brugsen. 17 Irma-butikker bliver lukket.