Scan Global Logistics sælges til kapitalfonden CVC
Som et led i en international vækststrategi er aktiemajoriteten i transport- og logistikselskabet Scan Global Logistics blevet solgt til den Luxembourg-baserede kapitalfond CVC.
Den internationale kapitalfond CVC Capital Partners Fund VIII har netop indgået en købsaftale med ejerne af danske Scan Global Logistics om at købe hovedparten af aktierne i selskabet.
Det oplyser begge parter i en pressemeddelelse mandag.
»Vi er meget glade for at få CVC ombord. Med den dialog vi har haft i løbet af de seneste måneder og med CVC’s opbakning til vores ambitiøse vækststrategi og -planer, er vi overbeviste om, at de er det perfekte match for SGL både fagligt og kulturelt, og at de gennem deres indgående branchekendskab vil kunne understøtte vores fremtidsplaner,« skriver Allan Meldgaard, der er adm. direktør og medstifter af Scan Global Logistics, i meddelelsen.
Scan Global Logistics er et globalt transport- og logistikselskab, som, har sit hovedkontor i Danmark. Selskabet omsætter for mere end 20 mia. kr. om året og er lige nu til stede i mere end 45 lande. Aktuelt har selskabet mere end 3.300 medarbejdere fordelt på mere end 150 kontorer.
Den friske aftale med CVC har ét hovedformål - at accelerere den internationale vækst. Dertil kommer logistikvirksomhedens ambitiøse mål om at ramme en omsætning på knap 35 mia. kr. i løbet af de kommende år og hermed fortsætte det hurtige tempo som virksomheden er vokset i indtil nu.
»SGL har virkeligt imponeret os, og vi glæder os til at arbejde sammen med Allan og hans dygtige team for at udbygge og udvikle SGL’s globale markedsposition såvel organisk som gennem opkøb. Vi føler os privilegerede over, at ledelsen har valgt os som samarbejdspartner på den videre rejse,« siger Philip Ropcke, bestyrelsesmedlem ved CVC, i meddelelsen.
I pressemeddelelsen understreger begge parter, at det præcise beløb, CVC har købt aktiemajoriteten for, ikke offentliggøres, men at handlen forventes at være helt gennemført til foråret.