Sportskæden XXL går ud af 2022 med trecifret millionunderskud
2022 var et særdeles hårdt år for den enorme nordiske sportskæde XXL.
»Altid Xtra Xtra Lave priser«
Da Nordens største sportskæde, XXL, rykkede ind i Danmark var det med et løfte om at give de eksisterende kæder kamp til stregen på prisen.
Kæden er imidlertid selv kommet i problemer efter en særdeles hård vinterperiode og må nu bide et ualmindeligt højt millionunderskud i sig.
Det fremgår af en børsmeddelelse onsdag.
Allerede inden jul meldte XXL selv ud, at man forventede et knusende dårligt resultat - og det må man sige, at den har levet op til. I fjerde kvartal af 2022 landede kædens resultat på negative 328,1 mio. kr. før skat.
Det betyder, at det samlede underskud for hele sidste år bliver svimlende 357 mio. kr.
»Retailmarkedet er stadig hårdt og sport er ikke nogen undtagelse. Mange kunder har færre penge at bruge på sports- og outdoorudstyr, fordi priserne på ”alt andet” stiger,« siger finansdirektør og fungerende adm. direktør, Stein Eriksen, i en meddelelsen.
Det historisk dårlige resultat har fået kædens ledelse til nu at igangsætte en »massiv oprydning« på en række markeder.
Først og fremmest dropper XXL sin østrigske satsning og trækker sig helt ud af landet i løbet af 2023. Tre af kædens i alt otte butikker er allerede lukket, og man vil nu forsøge at sælge resten af forretningen.
Derudover har man også bl.a. sikret likviditet fra eksisterende investorer og forhandlet en ny låneaftale med bankerne.
Aktuelt har XXL ikke nogen fysisk butik i Danmark, men fungerer udelukkende som webshop.