Halvdelen af opholdene er booket: Familiesuite på eksklusivt krydstogtskib bliver revet væk
Allerede inden det ekstravagante krydstogtskib Icon of the Seas har ramt vandoverfladen, har Royal Caribbean International solgt halvdelen af opholdene i 2024.
Selskabet Royal Caribbean International, som er et datterselskab til Royal Caribbean Group, kan se forventningsfuldt frem mod 2024.
Her får selskabet nøglerne til det nye og 365 meter lange krydstogtsskib, Icon of the Seas.
Krydstogtsskibet bliver sat i drift som verdens største og mest eksklusive krydstogtskib - og særligt én suite ser ud til at være yderst populær, skriver Cruise Industry News.
Allerede inden det famøse krydstogtsskib er blevet sat til søs kan Royal Caribbean international nemlig melde om, at over halvdelen af opholdende i den såkaldte Ultimate Family Townhouse-suite er blevet solgt. Det til trods for, at man for en uges ophold i den populære suite skal af med 75.000 dollars - svarende til i omegnen af 519.000 danske kr.
Den ikoniske suite, som henvender sig til den velhavende og store familie, indeholder otte sovepladser samt tre etager med en rutsjebane imellem.
Herudover er der - fordelt på de 167 kvadratmeter - en biograf, et karaokeområde, en stor balkon og meget mere. For en stor sum penge kommer du og din familie altså ikke til at mangle noget.
I en briefing til aktieanalytikerne lægger koncernchefen for Royal Carribean International, Michael Bailey, da heller ikke skjul på, at de mange bookinger siger noget rigtig godt om Icon of the Seas fremtid.
»Du kan bare få en fornemmelse af den slags efterspørgsel, der genereres af disse produkter,« sagde Michael Bailey i briefingen ifølge Cruise Industry News.