650.000 knopper: Ai Weiwei har genskabt berømt værk i Lego
For år tilbage sendte kunstneren Ai Weiwei Lego ud i et stormvejr. Nu har han bygget sit største Lego-værk til dato.
Den berømte kinesiske kunstner Ai Weiwei har igen været i gang med et Lego-byg af den slags, man ikke kan købe i samlesæt.
I april kan man på the Design Museum i London se hans største Lego-værk nogensinde. Det er 15 meter langt og består af 650.000 Lego-knopper i 22 forskellige farver.
Kunstværket ”Water Lilies #1” er kunstnerens fortolkning af den franske impressionist Claude Monets berømte værk. Originalen er udstillet på Museum of Modern Art i New York og kan ses i Facebook-opslaget herunder:
Det er som nævnt ikke første gang, at Ai Weiwei gør brug af Lego. Han har tidligere udtalt, at han anser klodserne for at være et »demokratisk« materiale.
I 2014 blev den danske legetøjskæmpe involveret i et internationalt stormvejr, da Ai Weiwei, der også er kendt som systemkritiker, inddrog offentligheden i, at Lego havde afvist at sælge ham et større parti klodser til et kunstprojekt.
Lego, der af princip ikke ønskede at kommentere konkret dialog med kunder, partnere og andre interessanter, henviste dengang til, at virksomheden generelt afholdt sig fra at »engagere os i, eller støtte, projekter, der har en politisk dagsorden, eller er i en politisk kontekst« og at det ikke var et nyt princip.
Da Ai Weiwei ikke kunne skaffe klodserne direkte fra Lego, fik han adskillige klodser doneret ad offentligheden til sit projekt.
Donationerne bliver nu også vist frem som et selvstændigt samlet værk med titlen ”Untitled (Lego Incident)” i forbindelse med udstillingen, skriver museet i en pressemeddelelse. De tusindvis af klodser vil blive udstillet i et felt på gallerigulvet.
I 2016 ændrede Lego i sine retningslinjer for engrossalg. Man ville ikke længere ville spørge ind til, hvad klodserne skulle bruges til.
»Tidligere, når Lego blev spurgt om at sælge store mængder legoklodser til projekter, har koncernen spurgt ind til projektets tematiske formål. Det er blevet gjort, da formålet med Lego er at inspirere børn gennem kreativ leg - ikke at støtte bestemte dagsordener for enkeltpersoner eller organisationer,« skrev Lego ifølge Ritzau dengang på sin hjemmeside om ændringen.
Om den gældende politik i dag, oplyser koncernens presseafdeling i et skriftligt svar, at:
»LEGO Koncernens mission er at inspirere og udvikle børn gennem leg. LEGO klodser byder på uendelige muligheder, og derfor ser vi også, at kunstnere over hele verden bruger dem til at udtrykke sig kreativt. Ifølge Lego Koncernens politik, leverer vi alle de ordrer på LEGO® produkter, vi modtager,«