Danskernes syn på privatøkonomien er »urovækkende«
Særligt danskere i aldersgruppen fra 25-34 år vurderer, at deres økonomi er negativt påvirket.
Det seneste år har næsten 80 pct. af danskerne ændret måden at bruge penge på.
Det er ikke længere udelukkende stigende priser i supermarkedet, der tærer på danskernes pengepung. En lang række varer er blevet dyrere de seneste 12 måneder, og det påvirker danskernes syn på deres egen økonomi.
Det viser en rundspørge foretaget af prisportalen Pricerunner.
Mere end halvdelen af de 1.000 danskere, der har deltaget i rundspørgen, svarer, at deres personlige økonomi er påvirket af den nuværende situation i verden. Værst ser det ud i aldersgruppen 25-34 år, hvor hele 69 pct. svarer, at deres privatøkonomi er negativt påvirket.
»Vinteren har været hård for mange danskere, og de mærker, at deres økonomi har svært ved at slå til. Deres bekymringer er blevet større hen over vintermånederne, og flere end tidligere siger, at de er bekymrede for fremtiden. Det er urovækkende tal. Selvom økonomer peger på, at økonomien er i bedring, så er det ikke noget, den almindelige dansker mærker endnu,« siger Katrine Barslev forbrugeranalytiker i Pricerunner Danmark, i en kommentar.
Mandag viste nye tal fra Danmarks Statistik, at inflationen er ved at slippe grebet om danskernes privatøkonomi, men prispresset kommer ikke til at forsvinde fra den ene dag til den anden.
Mange danske butikker har fortsat planer om at sætte priserne op den kommende tid. Det kan ramme danskerne, som allerede har ændret adfærd.
Undersøgelsen fra Pricerunner viser, at danskerne allerede i stor stil har ændret købemønstre det seneste år. Kun 20 pct. af de adspurgte svarer, at de ikke har ændret i forbruget på grund af de stigende leveomkostninger.
Ifølge Katrine Barslev er ændringen for manges vedkommende »drastisk«.
»Rigtig mange danskere fravælger premium-produkter, de leder efter tilbud og de køber mere second hand. Kort sagt er der mere fokus på ansvarlig shopping, og vi har virkelig lært at undersøge priser og overveje vores køb,« udtaler hun.
Det er især tøj, sko, elektronik og møbler til hjemmet, som de adspurgte danskere det seneste år har købt mindre af. 39 pct. svarer, at de har købt mindre mad de seneste 12 måneder.