Milliardær er med i forvejen: Nu går byggematador ind i padel
Én af landets største ejendomsinvestorer er nu gået sammen med en fremadstormende padelkæde.
Den fremadstormende padelkæde Racket Club har i forvejen én af landets rigeste som medejer i kapitalfondsmilliardæren Morten Hummelmose.
Men nu har Racket Club fået en anden særdeles velhavende og indflydelsesrig medspiller på sit hold.
Nemlig milliardæren Rolf Stuhr Petersen, der sammen med sin familie står bag ejendomsinvestoren City Apartment, som råder over flere tusinde boliger i København.
City Apartment har netop stiftet selskabet City Padel. Det nye selskab skal ifølge Rolf Stuhr Petersen bruges til at købe ejendomme, hvor der kan laves padelcentre til Racket Club.
»Padel er enormt morsomt og populært. Så vi vil gerne bygge flere centre rundt omkring i Danmark, som Racket Club kan leje sig ind i. Det skal være nogle gode beliggenheder,« siger han.
Netop en god beliggenhed mener Rolf Stuhr Petersen at have fundet i Odense, ikke langt fra den centrale del af byen. Her har han og City Padel for nylig købt en tom grund på 10.000 kvadratmeter for 12,5 mio. kr.
City Padel og Racket Club vil nu opføre et padelcenter, som kommer til at ligge ved siden af kendte kæder som Biltema, Ilva, Jysk og Bauhaus i Odense.
»Folk i padelmiljøet bliver mere og mere krævende. I fremtiden vil de komme til de steder, der har god beliggenhed, den rigtige størrelse, og hvor centeret har høj kvalitet, hvad angår lys og baner. Det vil vi nu prøve at finde rundt omkring i Danmark,« siger Rolf Stuhr Petersen, der selv er en ivrig padelspiller.
Byggematadoren er blot den seneste af velhavende personer, der har meldt sit indtog i den danske padelverden.
Cult-stifter Brian Sørensen driver padelkæden Padel Padel. Gubi-arvingen Jakob G. Olsen har købt sig ind i Padel Lounge, og DK Company-ejeren Jens Poulsen har skudt millioner i Padel World i hjembyen Ikast.
Dertil kommer EQT-milliardæren Morten Hummelmose, som er medejer af Racket Club. Ligesom Hummelmose har købt en ejendom i i Høje-Taastrup, hvor han i samarbejde med Racket Club vil opføre »Danmarks nationalarena for padel«.
Racket Club har fem aktive centre rundt om i Danmark. Fire nye er på vej.