Mælkeprisen falder som en sten: Arla gennemfører største reduktion nogensinde
Arla varsler nu det største fald i mælkeafregningen nogensinde. Faldet skyldes blandt andet, at de inflationsramte forbrugere spænder livremmen ind og reducerer indkøbet af mejerivarer.
Arlas indtjening styrtdykker. Mejerikoncernen har netop varslet den største reduktion af mælkeafregningen til landmændene nogensinde.
Afregningen for landmændenes leverancer af mælk sænkes allerede i morgen med 44,6 øre pr. liter.
Det er fjerde måned i træk, at Arla sænker mælkeafregningen, som dermed er faldet med i alt 104 øre pr. liter svarende til et fald på 24,5 pct.
Mælkeafregningen er aldrig før faldet så meget på så kort tid.
Andelsselskabet Arla er ejet af mælkeproducenterne og sender løbende næsten hele sin indtjening ud til ejerne i form af betaling for deres leverancer af mælk. Udviklingen i mælkeafregningen afspejler derfor meget præcist udviklingen i Arlas indtjening.
Den steg stejlt gennem det meste af 2022 og nåede i slutningen af året op i det i særklasse højeste niveau nogensinde. Det sikrede i 2022 mælkeproducenterne rekordstore overskud, men lagde også grunden til den aktuelle nedtur.
De seneste måneder har de høje priser fået forbrugerne i det meste af Europa til at spænde livremmen ind og skære ned på indkøbet af mejerivarer.
Samtidig har landmændene skruet op for produktionen af mælk.
Kombinationen af vigende efterspørgsel og stigende udbud har slået bunden ud af priserne.
I en markedsanalyse, som er sendt ud til andelshaverne, oplyser Arla, at »den fortsatte krise som følge af stigende leveomkostninger og den volatile økonomi påvirker forbrugernes efterspørgsel negativt.«
»Væksten i de globale mælkemængder kombineret med den faldende forbrugerefterspørgsel skaber fortsat betydelige fald i råvarepriserne. Priserne for nogle kategorier af mejeriprodukter viser dog tidlige tegn på en stabilisering,« lyder det i analysen fra Arla.
Arla oplyser i analysen, at »forbrugerne fravælger økologiske produkter på grund af den høje inflation.«
For både økologiske og konventionelle mejeriprodukter er der det seneste halve år registreret historisk store forbrugsfald i en lang række europæiske lande.
Faldet i Arlas indtjening og dermed mælkeafregningen til andelshaverne er endnu ikke for alvor slået igennem i forbrugerpriserne, som stadig svinger i rekordhøje niveauer. Det skyldes blandt andet, at priserne i detailhandlen er bundet op på kontrakter med en vis løbetid, som medfører, at prisfald på råvaremarkederne først slår igennem med en vis forsinkelse. Samtidig er råvareprisen ikke den eneste komponent i forbrugerprisen, som også indeholder udgifter til fragt, energi, lønninger mm. i alle led af værdikæden.