Finansiel strafskat er uværdig for en retsstat

KÆRE LÆSER

Der er mange tegn i det nye regeringsgrundlag på, at Danmark nu har fået en meget rød regering. Men et af de tydeligste står på side 49.

Her fremgår det, at selskabsskatten sænkes med 3 procentpoint over tre år med den knastørre tilføjelse:

»Den finansielle sektor omfattes ikke af den samlede lempelse«.

Det er meget markant. I forvejen betaler den finansielle sektor, banker, pensions- og forsikringsselskaber, en særskat til finansieringen af Arne-pensionen. Den nye lempelse betyder, at forskellen til andre private sektorers skattebetaling øges.

Fremover kommer den finansielle sektor til at betale hele 7 procentpoint mere i skat end andre private virksomheder.

Der er ingen objektive eller logiske kriterier bag. Det er en ren og skær dummebøde, fordi man ikke kan lide bankerne, som er et yndet hadeobjekt på venstrefløjen. Og som om det ikke var nok, ryger pensions- og forsikringsselskaber også med i politikernes sorte bog. Og sågar fintech-virksomheder.

Det er skandaløst. Og det er fuldstændigt uværdigt for en retsstat at operere med forskellige skatteniveauer, alt efter hvilke sektorer og virksomheder politikerne i dette land bedst kan lide.

Skatteniveauer kan fastsættes efter politisk temperament og farve. Men det burde i et land som Danmark være hævet over enhver tvivl, at man naturligvis har en ensartet selskabsbeskatning for private virksomheder.

Tænk blot på, hvilket ramaskrig det ville udløse, hvis man indførte samme princip for personskatterne. Så skulle man som privatperson gå rundt og frygte, om man faldt i unåde hos skatteministeren eller skiftende politiske flertal.

Moderaternes Jakob Engel-Schmidt overtager som ny skatte- og vækstminister ansvaret for den finansielle sektor fra Erhvervsministeriet. Han burde som noget af det første sløjfe denne bizarre forskelsbehandling, men det er formentlig for meget at ønske sig.

Finanssektorens lobbyorganisationer har naturligvis allerede været ude at brokke sig.

Lars Gert Lose, adm. direktør i bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, undrer sig over, at den finansielle sektor ikke får samme vilkår som resten af erhvervslivet. Lose har med rette kritiseret den øgede forskelsbehandling, for sandheden er, at den går ud over os alle sammen.

»Finanssektorens konkurrenceevne er ikke et sektorhensyn – det er et samfundshensyn. Mindre konkurrencekraft i finanssektoren betyder færre investeringer, dyrere finansiering og svækket vækst i resten af økonomien. Det er meningsløst.«

Det har han ret i. Dummebøden savner mening.

Og gæt, hvem der kommer til at betale?

I sidste ende er afkastkravene fra investorer de samme, uanset hvilken slags selskab man er. Det betyder bare, at finanssektoren skal tjene mere end andre brancher for at skabe det samme afkast til deres ejere. Og hvor mon de penge skal komme fra? Det er selvfølgelig kun et sted fra - nemlig fra os alle sammen, kunderne.

Hos brancheforeningen Forsikring og Pension er man lige så oprevet. Her prikker adm. direktør Kent Damsgaard til det kafkaske i regeringens udspil ved at stille et retorisk spørgsmål:

»Vi vil da spørge regeringen, som er bekymret for de unges tobak- og nikotinforbrug, hvorfor producenterne af produkterne skal betale 7 procentpoint mindre end pensions- og forsikringsselskaber, som har alle danskere som kunder,« siger Kent Damsgaard.

Han peger på et andet eksempel, der udstiller hykleriet. Politikerne er bekymrede for de unges massive tidsforbrug på sociale medier, men alligevel skal de amerikanske techgiganter også slippe billigere i skat end den finansielle sektor.

»Når man på den måde begynder at forskelsbehandle, skal man selvfølgelig kunne forklare det,« siger Kent Damsgaard.

Damsgaard har selvfølgelig ret. Det må være et ufravigeligt bærende princip i vores retsstat, at noget så enkelt og grundlæggende som virksomheders skattesatser spejler sig i logik og almindelig sund fornuft. Ellers mister vi alle tilliden til magthaverne og dermed hinanden. Se bare, hvor galt det er gået med boligskatterne.

Men politikerne kan naturligvis hverken forklare eller forsvare det. De gennemfører det alligevel, fordi de politiske omkostninger er stærkt begrænsede.

Kent Damsgaards argumentation er dog af meget tvivlsom karakter, da den netop åbner op for en glidebane mod forskellige skatteniveauer for upopulære brancher som tobak og tech. Princippet må være: Ens skatteniveau for alle, så vi sætter os ud over moralske og personlige holdninger i skattepolitikken.

Hvis Jakob Engel-Schmidt virkelig er en politiker drevet af ægte principper, så burde han omgående stoppe denne skøre praksis, som hører hjemme i en bananstat og ikke i en retsstat som Danmark.

Ugens fem vigtigste historier

1. Lars Aagaard træder af midt i Energinet-krise
Den afgående klima- og energiminister Lars Aagaard (M) mener, at der ligger en stor opgave med at få styr på Energinet, hvor der skal rettes op på forsinkelser og voksende mangel på kapacitet i elnettet.

Interview af Jakob Martini og William Springer. Læs med her.

2. Eksperter efter ny spareplan: Danish Crowns udfordringer stikker dybere
Danish Crown sparer 800 stillinger væk, men ifølge formanden for svineproducenterne er den største udfordring helt akut at sikre lønsomhed hos de landmænd, der ejer koncernen, skriver Jesper Olesen.

Læs med her.

3. Her er knudepunktet, som kan sende økonomien ud i en dyb krise
Mens investorerne har blikket rettet mod Hormuzstrædet, vokser afhængigheden af Taiwan og de avancerede chips, som driver AI-boomet. Hvis en konflikt mellem Kina og USA over Taiwan bliver en realitet, vil det være et chok til verdensøkonomien, som overgår finanskrisen, skriver Daniel Skinbjerg.

Læs med her.

4. Kravene nærmer sig 600 mio. kr. i konkursramt børsselskab
Mens den afsatte topledelse i Shape Robotics bliver undersøgt for mulige økonomiske uregelmæssigheder, vokser kravene mod den børsnoterede og konkursramte robotvirksomhed.

Det fremgår af en redegørelse, der blev sendt til kreditorerne i robotselskabet mandag. Ifølge den er der indtil videre fundet aktiver for knap 134 kr. på to konti hos Revolut og Wise.

Jesper Høberg, Tobias Hansen Bødker og William Springer med historien.

5. Dansk topchef ved Macron-offensiv: Europa skal op i gear
Mens præsident Emmanuel Macron samler topchefer fra verdens erhvervsliv i Versailles om investeringer i Frankrig, konstaterer Danfoss-chef Kim Fausing, at koncernen i dag investerer mere i USA og Kina end i Europa.

Jesper Olesen med historien. Læs med her.

Farvel til Straarup - Et bindeled mellem fortid og nutid

Sidste fredag døde Peter Straarup, mangeårig direktør i Danske Bank.

Det er en af de helt store, der er faldet. Og betydningen og symbolikken i Peter Straarup og hans eftermæle rækker langt ud over hans egen person.

Straarup, der startede som elev i skranken og endte som topchef, symboliserede både i sin karrierevej og i sin person gamle dage i dansk erhvervsliv med vægt på klassiske bankdyder og en konservativ, gammeldags ledelsesstil.

Men som en slags repræsentant sendt fra fortiden bragte han Danske Bank ind i fremtiden med en offensiv og risikovillig strategi.

Han var med til at strømline, professionalisere og fremtidssikre Danske Bank, en af de absolutte institutioner i dansk erhvervsliv.

Blandt andet med skabelsen af det store finansielle supermarked, som Danske Bank er i dag. Fra den gammeldags bank til nutidens kæmpe finansielle institutioner med varer på alle hylder.

Han var korrekt, høflig og skarp. Og med en knastør humor. Og så var han med til at føre banken ind i ulykker op til og under finanskrisen, som gjorde, at staten måtte holde hånden under Danske Bank.

Han købte to irske banker, som var en håbløs investering. Og så købte han finske Sampo Bank, der havde en lille og senere verdensberømt estisk filial, som blev omdrejningspunktet for bankens kæmpe hvidvasksskandale.

Straarup, der blev 74 år, var en af de allerstørste i både Danske Banks og dansk erhvervslivs historie og kommer i eftertiden til at stå som et bindeled mellem den nye og den gamle verden. Han førte Danske Bank ind i fremtiden - på godt og på ondt.

Peter Straarup skabte den moderne Danske Bank, skriver Niels Lunde i nekrolog.

Spørger man flere af hans tidligere kollegaer, er det et meget arbejdsomt, effektivt, men samtidig humoristisk menneske, der nu ikke er her mere. Rasmus Emborg har talt med folk, der arbejdede sammen med Straarup. Læs med her.

Peter Straarup. Fotograferet i 1998 på det ikoniske direktørkontor i Holmens Kanal. (Casper Dalhoff/Polfoto)

Ugens anbefaling

En fusion mellem tre banker kan gå rigtig galt. Eller rigtig godt. Det samme kan et stykke musik, der blander house og samba i ét stort karnevalskaos.

Mark Luscombe, topchef i AL Sydbank, har valgt netop sådan et nummer som soundtrack til Danmarks nye storbank: Basement Jaxx’ Bingo Bango. Tre kulturer, der smelter sammen til noget, hvor man stadig kan høre, hvor de kommer fra. Der er rammer, retning og plads til forskellighed.

Sammen med vært Mette Højen folder Mark Luscombe sine refleksioner ud om at lede tre kulturer sammen til én, om Gen Z-frokosterne og om, hvorfor »musik er bedre end kaffe«.

Vi starter helt ude i rummet med Peter Schillings Major Tom.

Lyt med her på Apple Podcast, eller hvor du ellers plejer at finde dine podcasts.

Gæst: Mark Luscombe, adm. direktør i AL Sydbank

Vært: Mette Højen

Podcastredaktør: Kasper Søegaard

Ugens citat

»Jeg synes, der er risiko for, at vi lever højt på virksomheder, som har eksisteret siden Anden Verdenskrig.«

I et yderst sjældent - og meget læseværdigt - interview med Daniel Skinbjerg advarer tidligere Lego-topchef Jørgen Vig Knudstorp om dansk selvtilfredshed. Han savner i Danmark ambitioner og investeringsvilje til at skabe morgendagens vindervirksomheder.

Læs interviewet her.

Jørgen Vig Knudstorp bliver af mange betragtet som Legos redningsmand. Han var adm. direktør for legetøjskoncernen i 2004-2016. Foto: Aarhus Universitet

Tak for at læse med! God fredag og god weekend.

bh

Simon Bendtsen