Erhverv

Kvindelig bankdirektør topper lønstatistik

Bortset fra enkelte afstikkere afspejler bankdirektørernes lønninger generelt størrelsen af deres pengeinstitut. Det sender for en gangs skyld en kvindelig direktør op i toppen af statistikken.

Landets mindste gruppe 3-institut, Sønderhå-Hørsted Sparekasse, har relativt set den bedst betalte bankdirektør i form af Lis Immersen.

FinansWatch har set på, hvor stor en del direktørernes løn udgør af balancen, og ikke overraskende er instituttet med den mindste balance, den med den største relative løn.

Lis Immersens gage på 1,36 mio. kr. udgør nemlig 0,417 pct. af balancen. Dermed er der relativt langt ned til nr. 2, som er Rise Sparekasse, hvor direktør Bjarne Nielsens løn udgør 0,258 pct. af balancen, selvom lønnen i kroner og øre faktisk er den samme, nemlig 1,36 mio. kr.

Generelt følges løn og balancestørrelse fint ad med Danske banks tidligere direktør Eivind Kolind helt i bund med en løn, der udgør 0,0004 pct. af balancen, efterfulgt af landets næststørste bank Nordea Bank Danmark.

Der er dog et par enkelte afstikkere på listen. F.eks. udgør Danske Andelskassers Bank-direktør Jan Pedersens løn 0,04 pct. af balancen, hvilket for en bank med en balance på 11,3 mia. kr. er ret meget. I Lån & Spar, som har en balance på 12,6 mia. kr. udgør direktør John Christiansens løn kun 0,025 pct. af balancen.

Samme billede tegner sig i Sparekassen Vendsyssel, hvor Vagn Hansens 5 mio. kr. store direktørløn udgør 0,039 pct. af balancen på de 12,8 mia. kr.

Ser man på hvordan løn/balance-forholdet har ændret sig siden 2012 er der en del store forandringer. Det er dog ikke udelukkende på grund af massive lønstigninger, men kan også skyldes, at balancen er slanket voldsomt, som det f.eks. er tilfældet med FIH.

Her er bankdirektørerne med de største lønstigninger 

Denne artikel er leveret af
Læs også
Top job