9.000 skattefolk sparet væk på 25 år
Forbund: Skattevæsenet er ved at falde fra hinanden med en strøm af møgsager, nye fejlgreb og tvivlsomme afgørelser.
Og samtidig er antallet af ansatte i løbet af de seneste 25 år skåret ned med næsten 60 procent, og nu må det være nok, mener Dansk Told & Skatteforbund. Det skriver Politiken tirsdag.
Forbundet, der repræsenterer mere end halvdelen af de ansatte i Skat, mener, at det er på tide, at ansvaret for Skats skæve kurs bliver placeret dér, hvor det hører hjemme: på ryggen af skiftende regeringer og Folketinget.
»Helt tilbage fra Schlüter-regeringens afbureaukratiseringsplan i slutningen af 1980?erne har målet været, at skatteadministrationen skulle rationaliseres og forenkles. Og det er lykkedes. Så godt, at det samlede antal ansatte siden slutningen af 1980?erne er reduceret fra cirka 15.500 til cirka 6.700 i dag - og ifølge regeringens forslag til finanslov fortsætter reduktionerne, så tallet i 2018 skal helt ned på cirka 6.000. Hvilken anden del af den offentlige sektor har gennemgået en tilsvarende barsk slankekur - en slankekur, som endda ikke er slut endnu? Ja, vi spørger - for vi kender ingen«, skriver forbundets hovedbestyrelse i en udtalelse, der skal behandles på forbundets kongres tirsdag.
Skatteminister Benny Engelbrecht (S) er selv gæst på kongressen, og han lægger ikke skjul på behovet for at få genskabt Skats gode ry og rygte.
»Nu er det jo ikke helt rimeligt at sammenligne medarbejderstaben i slutningen af 80?erne med den, vi har i dag, for vi sidder jo ikke længere og udfylder selvangivelsen i hånden. Meget er automatiseret eller på vej til at blive det, selv om det også har givet os problemer«, siger Benny Engelbrecht til Politiken.
»Men selv om vi ikke ændrer kursen, har vi jo vist, at vi er parate til at tage ekstra folk ind, hvor der er særlig store sagspukler. Og jeg kan garantere, at der ikke kommer nye fyringsrunder«, siger Benny Engelbrecht til Politiken.
Kilde: Politiken