Nu er Heineken ramt af ebola
På grund af epidemien sender bryggerikoncernen medarbejdere i Sierra Leone hjem.
Den hollandske bryggerigigant Heineken har meddelt, at man sender personalet i Sierra Leone hjem, idet ebola-epidemien har ramt koncernens aktiviteter.
Ebola-epidemien har ramt Heinekens salg, produktion og bemanding, lyder det. Dermed er Heineken endnu en i rækken af virksomheder, der forlader det sygdomsramte område.
- Salget er faldet med 70 pct. Vi har derfor sendt hovedparten af personalet hjem, udtaler Heinekens talsmand Aminata Kasim-Carew. Bryggeriets medarbejdere vil få løn trods hjemsendelsen, men andre relaterede jobs vil også blive påvirket.
Området har en del mineaktiviteter, som er blevet reduceret eller sat på standby. Det britiske flyselskab British Airways har stoppet sine flyvninger til og fra området.
Bloomberg News skriver også, at regeringen har sænket forventningerne til BNP-væksten til 7-8 pct. fra tidligere ventet vækstrate på 14 pct. Landet har efterspurgt det internationale samfund om genopretningshjælp 5,9 mia. kr. Sierra Leones præsident, Ernest Bai Koroma, beordrede den 11. august pubs og barer til at lukke grundt ebola.
Heineken har været et af de bryggerier, som har satset på Afrika, og Heinekens samlede salg fra Afrika og Mellemøsten indbringer 13-14 pct. af koncernomsætningen.
Heineken havde tidligere begyndt et investeringsprojekt i Sierra Leone på 71 mio. kr., hvilket nu også er sat i bero. Heineken har doneret 885.000 kr. til landets bekæmpelse af ebola, som i de seneste meldinger nu har været årsag til 4400 omkomne i de tre lande Sierra Leone, Liberia og Guinea.
Aktiefokus