Kun få danskere prøver selv
Nye tal viser, at antallet af selvstændige danskere ligger under EU-snittet.
Lysten til at drive egen virksomhed er markant mindre i Danmark end i en række andre lande i Europa.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Tallene viser er andelen af det samlede antal beskæftigede, der er selvstændige, blot 8,3 pct. i Danmark, mens det til sammenligning drejer sig om 14,3 pct. set over hele EU.
Det svarer til, at Danmark har den tredjelaveste andel af selvstændige i EU. Det er dog ikke nødvendigvis et problem for dansk økonomi.
»Hvis man kaster et blik på, hvilke land,e der har mange selvstændige, og hvilke lande, der har knap så mange selvstændige, så er det ikke oplagt, at et lavt antal selvstændige er et stort økonomisk problem,« lyder det i en kommentar fra Danske Banks cheføkonom Steen Bocian.
Flest selvstændige finder man i Grækenland, hvor næsten en tredjedel (30,4 pct.) af alle beskæftigede driver egen forretning.
Det skal ses i lyset af, at Grækenland er det mest forgældede land i Europa med en statsgæld svarende til 174,9 pct. af bruttonationalproduktet.
Foruden grækerne er der masser af selvstændige i lande som Italien, Rumænien, Polen og Tjekkiet. Alle lande, der hører til i den tungere ende af den europæiske skala over økonomisk formåen.
I den modsatte ende finder man foruden Danmark økonomisk solide lande som Sverige og Tyskland, der alle har en selvstændighedsgrad i intervallet 8-10 pct.
»Dermed ikke sagt, at et land som Danmark, som befinder sig blandt landene med færrest selvstændige ikke kunne have glæde af at styrke iværksætterkulturen og fremme mulighederne for de små og ofte nystartede virksomheder, men der er altså ikke noget, som tyder på, at det er et stort økonomisk problem ikke at have mange selvstændige,« siger Steen Bocian.
Han hæfter sig i øvrigt ved, at udviklingen i antallet af danskere, der er herre i eget hus, er på samme niveau som i 2011, hvilket altså ikke tyder på, at den økonomiske krise har fået danskerne til at miste modet, når det kommer til at prøve selv.
I EU som helhed er andelen af selvstændige faldet med 0,2 procentpoint.