Europæisk byggebranche er hårdt ramt af sene betalinger
Den europæiske byggebranche er hårdt ramt af problemer med kunder, der ikke betaler.
Det fremgår af en ny hvidbog fra kreditstyringsvirksomheden Intrum Justitia. Hvidbogen peger på, at hver anden europæiske byggevirksomhed er overlevelsestruet på grund af sene og udeblevne betalinger, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
På europæisk plan må byggebranchen afskrive fire procent af sine tilgodehavender, og 65 procent af de adspurgte byggevirksomheder rapporterer om likviditetsproblemer som følge af sene og udeblevne betalinger. 64 procent af Europas bygge- og anlægsvirksomheder melder, at betalingssituationen forhindrer vækst, mens 53 procent frygter for virksomhedens overlevelse. Hver anden europæiske byggevirksomhed ansætter ikke nye medarbejdere på grund af forsinkede betalinger, og for 39 procent medfører den pressede likviditet, at virksomheden må fyre medarbejdere.
- Vores undersøgelse viser, at byggevirksomheder, der oplever likviditetsproblemer på grund af udeblivende betalinger, er steget med 10 procent i løbet af de sidste to år. Og det i sig selv kan vække bekymring. Det er derfor vigtigt, at den enkelte virksomhed tager sine forholdsregler og opsætter en klar politik for, hvordan man kan sikre sig bedst muligt mod tab og alt for sene betalinger. Med andre ord kan udformning af en enkel kreditpolitik samt en skarp rykkerprocedure være nødvendig. Det er vigtigt at få sine penge hjem, da det ellers kan ende med fyringer eller en konkurs - det har vi desværre set alt for mange eksempler på, siger salgschef i Intrum Justitia Klaus Reimer .
Den danske byggebranche klarer sig bedre end kollegerne i resten af Europa. Her melder knap hver tredje danske bygge- og anlægsvirksomhed om indtægtstab og presset økonomi på grund af sene betalinger, og 18 procent oplever det som en overlevelsestrussel.
Hver fjerde danske byggevirksomhed rapporterer, at likviditetsproblemer forhindrer virksomheden i at vækste, mens hver 10. af den grund ikke foretager nyansættelser - mod hver anden i den europæiske byggebranche samlet set.
I Danmark er det blot seks procent af byggevirksomhederne, som er nødt til at afskedige medarbejdere på grund af forsinkede og udeblevne betalinger.
Kilde: Licitationen - Byggeriets Dagblad