Vestas-kunde presset af faldende strømpriser
Den portugisiske vindprojektudvikler EDP Renovaveis (EDPR), der er stor kunde hos den danske vindmølleproducent Vestas, er ramt på indtjeningen af faldende strømsalgspriser primært i Spanien.
Selskabets driftsresultat (EBITDA) faldt i årets første ni måneder med 6 pct. i forhold til samme periode året før til 648 mio. euro, og nettoresultatet blev omtrent halveret til 56 mio. euro fra 102 mio. euro.
- Gennemsnitlige elektricitetssalgspriser falder 8 pct. på årsbasis primært som følge af lovgivningsmæssige ændringer i Spanien, fremgår det af selskabets regnskab.
I Nordamerika steg de gennemsnitlige priser ellers 4 pct. og i Brasilien med 11 pct., men det blev mere end udlignet af fald i de gennemsnitlige salgspriser i Europa på 11 pct. på årsbasis.
Ved udgangen af september administrerede EDPR en samlet installeret kapacitet på 8,6 gigawatt fordelt på 10 lande, og i løbet af de sidste 12 måneder er der tilføjet 373 megawatt i ny kapacitet.
EDPR har endvidere 634 megawatt under konstruktion, hvoraf 604 megawatt er vindenergi og resten solenergi. I USA har selskabet tre vindmølleprojekter undervejs - henholdsvis Headwater på 200 megawatt, Waverly på 200 megawatt og Rising Tree på 99 megawatt.
Ritzau Finans