Danske Bank har sunde kunder
Ifølge Kapitalforvalteren Formuepleje bekræfter Danske Banks regnskabstal, at det danske bankmarked står i stampe.
Der er tilsyneladende godt styr på kerneforretningen i Danske Bank med udlån til sunde kunder, der evner at betale de lånte penge tilbage.
Bankens nedskrivninger faldt til 0,14 pct. i årets første ni måneder fra 0,22 pct. i samme periode sidste år.
Det svarer til, at banken har nedskrevet 1,935 mia. kr. i år mod 3,195 mia. kr. i samme periode sidste år. Et fald på 39 pct.
Nedskrivningerne falder i alle forretningsenheder, og banken kalder selv niveauet for »lavt«.
De faldende nedskrivninger er en generelt tendens i de danske banker, hvor Danske Bank skiller sig ud som førerhunden, påpeger kapitalforvalteren Formuepleje.
»Danske Bank er en stor, diversificeret bank i Danmark, hvor de andre har et regionalt præg med de udfordringer, det giver. Men tallene afspejler, at kreditkvaliteten heldigvis bliver stadig bedre i Danmark,« siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg i Danske Bank.
En dans på stedet
Ifølge Formuepleje fortæller Danske Banks regnskabstal samme historie som de andre bankers kvartalstal.
»Tingene står i stampe. Der skrues på gebyrerne, og nedskrivninger er lavere end ventet. Men det er meget en dans på stedet, for det står meget stille både med udlånsvæksten og makroøkonomien,« siger Otto Friedrichsen.
Danske Banks samlede udlån er steget 1 pct. til 1.582 mia. kr. i forhold til de tre første kvartaler i 2013. Det dækker over et beskedent fald i udlånet til private, men en stigning til udlånet til virksomheder.
Formuepleje betegner Danske Banks nettorenteindtægter på i alt 17,2 mia. kr. - en stigning på 5 pct. på et år - som værende på linje med eller en smule bedre end forventet, mens gebyrindtægterne på 7,5 mia. kr. - en stigning på 12 pct. - er højere end forventet.