Danica Pension hæmmet af sygemeldinger
Danica Pension måtte i tredje kvartal se sine forsikringsaktiviteter give lavere afkast på grund af et stort tab inden for syge- og ulykkesforsikringer.
Det var på grund af færre raskmeldinger, skriver Danske Bank i sit regnskab for tredje kvartal.
I kvartalet gav syge- og ulykkesforsikringerne et underskud på 146 mio. kr. mod et underskud på 43 mio. kr. i samme kvartal af 2013.
Der var til gengæld fremdrift i de andre forsikringsområder, så det samlede overskud fra forsikringsaktiviteter kun faldt 57 mio. kr. til 341 mio. kr. i kvartalet.
Danica havde samtidig medvind fra sine investeringer, der kastede 126 mio. kr. af sig - en fremgang på 15 pct. - mens finansieringsudgifterne faldt, og skyggekontoen gav et større bidrag.
Dermed var der alt i alt en lille stigning på 2 pct. i Danicas samlede indtjening, der landede på 488 mio. kr. i kvartalet. Det svarer til en indtjening på 16,2 pct. af den allokerede kapital, når man regner det ud på årsbasis.
Ritzau Finans