ATP fik overskud på 7,6 mia. kr. i årets første tre kvartaler
ATP Koncernen melder om et overskud på 7,6 mia. kr. i regnskabet for årets første ni måneder. Resultatet er holdt oppe på grund af høje investeringsafkast i første halvår, lyder det i en meddelelse.
ATP Koncernens investeringer gav i perioden et afkast på 9,2 mia. kr.
Koncernen fortæller dog, at vilkårene blev vanskeligere ved slutningen af tredje kvartal, der gav et lille positivt afkast. Denne uro er fortsat ind i fjerde kvartal.
- Efter flere år med usædvanligt stabile afkast på tværs af aktivklasser, er finansmarkederne nu præget af betydelig større udsving. Det afspejler de store udfordringer, som verdensøkonomien står over for, siger ATP's direktør Carsten Stendevad.
Ritzau Finans