Djurslands Bank mere end fordobler overskud
Pænt løft i nettorenteindtægterne bag fremgang i den jyske bank.
Djurslands Bank mere end fordoblede overskuddet på bundlinjen hjulpet af stigende nettorenter og gebyrer, øgede kursreguleringer og færre nedskrivninger samt færre omkostninger.
Det viser regnskabet for de første ni måneder af i år.
Netto rente- og gebyrindtægter udgør 219,0 mio. kr., hvilket er 21,2 mio. kr. mere end i samme periode året før.
- Hovedårsagen til stigningen i nettorenteindtægterne er et højere direkte renteafkast på bankens obligationsbeholdning samt en lavere renteudgift til indfriede pengemarkedslån og hybrid fremmedkapital, forklarer banken.
Bankens omkostninger er faldet med godt 3 mio. kr. til 143,6 mio. kr., hvilket primært skyldes et fald i nedskrivninger på domicilejendomme.
Nedskrivninger på udlån og hensættelser på garantier blev 27,0 mio. kr. mod 32,2 mio. kr. for samme periode i 2013.
Hovedparten af nedskrivningerne kan primært henføres til landbrugs- og øvrige erhvervsengagementer.
Kursreguleringer endte på 19,1 mio. kr. og heri indgår en realiseret gevinst på salg af Nets-aktier på 7,4 mio. kr. Der var i de første ni måneder af sidste år kursreguleringer på 14,8 mio. kr.
Bankens basisresultat før kursreguleringer, skat og nedskrivninger steg til 75,2 mio. kr. fra 50,7 mio. kr.
Djurslands Bank fastholder, at banken stadig venter et basisresultat før nedskrivninger, skat og kursreguleringer på 80-95 mio. kr., men præciserer, at resultatet nu ventes at ligge i toppen af intervallet. I 2013 var det 69,3 mio. kr.
Nedskrivninger på udlån ventes på et uændret eller lidt lavere niveau i forhold til 2013, svarende til en nedskrivningsprocent i niveauet 0,8 pct.
Tabel for Djurslands Bank for de første ni måneder 2014:
Mio. kr. |
1.-3. kvartal 2014 |
1.-3. kvartal 2013 |
Hele 2013 |
Netto rente/gebyr |
219,0 |
197,8 |
269,1 |
Basisresultat før kursreg., nedskr. og skat |
75,2 |
50,7 |
69,3 |
Kursreguleringer |
19,1 |
14,8 |
22,7 |
Nedskrivninger |
27,0 |
32,2 |
43,6 |
Resultat før skat |
67,4 |
33,4 |
48,4 |
Nettoresultat |
52,5 |
23,5 |
37,1 |
Ritzau Finans