Firma, der arbejder for DONG, dømt for underbetaling
Den sicilianske Dong-underentreprenør Solesi har betalt 400.000 kroner for lidt i løn til otte ansatte. Det har en faglig voldgift afgjort, skriver Fagbladet 3F.
Den sicilianske underentreprenør Solesi S.p.A. er en af tre underentreprenører på Dongs byggeplads i Fredericia, hvor olieterminalen skal udvides til at modtage mere olie fra Hejrefeltet. Udvidelsen af terminalen koster i omegnen af to milliarder kroner.
Voldgiftskendelsen er kun en del af den store og langstrakte udredning af de løn- og arbejdsvilkår, som udenlandske ansatte har arbejdet under på Dongs udvidelse af olieterminalen i Fredericia.
Arbejdsretten skal nu tage stilling, om afgørelsen om underbetalingen til de otte ansatte kan bredes ud over samtlige ansatte i Solesi.
- Vi indbringer sagen om den samlede underbetaling af samtlige ansatte for Arbejdsretten med et krav om bod til Solesi grov overtrædelse af overenskomsten. Ifølge vores beregninger har Solesi underbetalt deres ansatte med et beløb på ikke under 10 millioner kroner, siger Palle Bisgaard, næstformand i byggegruppen i 3F.
Knud Pedersen, Vice President, Dong, pointerer, at Dong ikke har set detaljerne i kendelsen endnu.
- Men vores leverandører skal overholde de danske minimumskrav til løn- og arbejdsvilkår. Hvis en kendelse fastslår, at det ikke er sket i dette konkrete tilfælde, forventer vi selvfølgelig at forholdet bringes i orden. Det vil vi indskærpe overfor vores hovedentreprenør, svarer han på mail.
Solesis danske advokat og kontaktperson i Danmark Karen Kaufmann, Forum Advokater, har umiddelbart ingen kommentarer.
- Min klient skal først have oversat kendelsen til italiensk, siger hun.
Kilde: Fagbladet 3F